Karriere- og videreuddannelsesmuligheder
Karrieremuligheder
Som finansøkonom kan du typisk søge job med
arbejdsopgaver inden for finansiering, forsikring, told og skat, ejendomshandel og økonomi. Virksomhederne vil være banker, kreditforeninger, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter, ejendomsmæglere eller private og offentlige virksomheders økonomifunktioner.
Når du er ved at være færdig med studiet, tilbydes du hjælp og rådgivning til din karriereplanlægning og jobsøgning
Finansøkonom – også hvis du vil læse videre
Finansøkonomuddannelsen giver studiekompetencer til både HD, Bachelor og MBA-uddannelser.
Har du en finansøkonomuddannelse og to års relevant erhvervserfaring, giver det adgang til HD studiets 2. del. Dette kræver dog, at du har bestået matematik på B-niveau.
Herudover får du adgang til HD 2. del i Finansiel Rådgivning uden krav om matematik på B-niveau.
Med finansøkonomuddannelsen får du også mulighed for at blive optaget på HA-studiet, hvor du på halvandet år kan færdiggøre en bacheloruddannelse og herefter søge om optagelse på cand. merc. studiet. Du skal regne med, at du skal have matematik på B-niveau for at blive optaget.
Handelshøjskolen i Århus optager nyuddannede finansøkonomer på et særligt, etårigt brobygningsforløb, som er adgangsgivende til cand. merc. studiet.
Finansøkonomuddannelsen giver dig også mulighed for at læse et ekstra år på et universitet i udlandet og opnå en bachelorgrad. IBA samarbejder og udveksler studerende med mange forskellige universiteter især i Europa.
Har du en finansøkonomuddannelse og tre års erhvervserfaring inden for ledelse, giver det dig mulighed for at blive optaget på en MBA uddannelse. IBA udbyder eksempelvis en relevant Executive MBA uddannelse i ledelse i samarbejde med Coventry University.
Finansøkonomuddannelsen giver endvidere adgang til professionsbacheloruddannelsen i international handel og markedsføring på IBA. Der kræves deltagelse i et kort indledende kursus i markedsføring.
Oversigt:
År 1+2 Finansøkonom
År 3+ Der er følgende overbygningsmuligheder:
+ 1,5 år til bachelor på Handelshøjskolerne i Danmark*
+ 2 år til HD, på Handelshøjskolerne i Danmark, kan optages
efter to års relevant erhvervserfaring*
+ 1 år til bachelor på en udenlandsk uddannelsesinstitution
+ 1,5 år til professionsbachelor i international handel og markedsføring på IBA eller andre Erhvervsakademier
+ 1,5 år til professionsbachelor på danske Erhvervsakademier
*kræver matematik på B-niveau
År 4+ Der kan bygges oven på en bacheloruddannelse med:
+ 2 år til Cand. Merc. på Handelshøjskolerne i Danmark
+ 1-2 år til master på udenlandsk uddannelsesinstitution
+ 1-2 år til MBA på IBA eller anden dansk eller udenlandsk
uddannelsesinstitution, studiet kræver relevant erhvervserfaring