

Naturligvis sagde 40-årige Kim Ellegaard Lorenzen ja, da Danfoss gav ham muligheden for at stemple ind på en projektleder-uddannelse. Den erfarne ingeniør var netop i fuld gang med et større projekt, så det passede ham perfekt at få fyldt mere teori på tanken.
– Efter 15 år på Danfoss har jeg masser af praktisk erfaring. Så jeg var på udkig efter mere teori, som kan understøtte mig i det daglige arbejde, siger han.
På IBA kan man tage projektledelse som et akademifag både om dagen, om aftenen – og online som Kim Ellegaard Lorenzen.
På uddannelsen Projektledelse lærer du om projektetablering, rapportering og kvalitetssikring. Du bliver præsenteret for forskellige projekttyper, og lærer at opdele et projekt i hovedmål og delmål, så processen bliver overskueliggjort for alle de involverede parter.
Uddannelsen giver dig en grundlæggende forståelse for samspillet mellem projekt og organisation, hvor estimering, opfølgning og rapportering er væsentlige faktorer i jagten på at opnå en succesfuld projektstyring.
Den sønderjyske virksomhed samarbejder med IBA Erhvervsakademi Kolding om projektleder-uddannelsen. Men da Kim skulle møde sine nye studiekammerater, skulle han ikke starte bilen og køre mod Kolding. Han skulle blot tænde sin skærm henne på sit arbejde. Al undervisning på holdet foregik nemlig online.
– Det viste sig hurtigt, at det var ret effektivt. Både for mig og min arbejdsgiver. For det er klart, at tidsforbruget er et andet, når man ikke skal køre til og fra undervisningen hver gang, fortæller Kim.
Også koncentrationen var en anden, oplevede han. For man sidder som udgangspunkt alene foran skærmen, mens undervisningen står på.
– Egentlig er jeg typen med krudt bagi, så det er noget, man lige skal indstille sig på, at nu sidder vi altså koncentreret foran skærmen i de fire timer ad gangen, vi har undervisning, fortæller Kim.
Han tilføjer:
– Heldigvis giver online-undervisning også mulighed for, at man kan gå tilbage og gense, hvad der blev sagt om et bestemt emne. Man kan lige rykke pickuppen tilbage og tage den én gang til. Det er en af de fordele, der ved online-undervisning.
De medstuderende, der sad i både ind- og udland, kunne han følge under vejs på skærmen, for underviseren bad alle om at holde kameraet tændt. Det var med til at give et nærvær med de øvrige, selv om det naturligvis er en anden oplevelse end at sidde i samme lokale.
– Men det vænner man sig hurtigt til. Vi har jo alle sammen siddet til mange møder, der foregår online. Jeg synes ikke, det giver så meget mening at sammenligne online-undervisning med traditionel klasseundervisning, fordi det er en helt anden måde at få undervisning på. Og det smitter også af på den måde, forløbet er tilrettelagt fra undervisernes side, siger Kim.
Han indskyder, at han godt kunne savne de små kaffemøder, man har i pauserne på en uddannelse med fysisk fremmøde. Her måtte man drikke kaffen selv. På onlineholdet foregik dialogen med de øvrige studerende især, når underviseren bad dem om at gå i små grupper i virtuelle rum og diskutere et bestemt emne.
– Man skal være indstillet på at give noget af sig selv, når man får online-undervisning. For man skal huske at melde sig ind i samtalerne, når man er ude og samarbejde i de små grupper. Det nytter ikke, at man bare sidder passiv på standby, for så kører samtalen hen over hovedet på én, siger Kim.
Vil du ha´mere viden?