Har kunderne interesse i Virtual Reality, når de skal handle online?

Hvordan reagerer de på en indkøbsoplevelse, som er computerskabt i 3D?

Det var et par af de spørgsmål, en lille gruppe undervisere fra IBA Erhvervsakademi Kolding satte sig for at besvare som en del af et fælles forskningsprojekt. Og deres hovedkonklusioner er faktisk ganske klare:

Ja, kunderne er nysgerrige på at træde ind i et computerskabt 3D-miljø, når de shopper online.

Og ja – virksomhederne kan roligt tage udfordringen op. For med Virtual Reality er det ikke uoverkommeligt at skabe oplevelser for kunderne i det digitale rum.

 

Billede af Anne-Mette med VR briller
Anne-Mette har taget VR-brillerne på, så hun kan bevæge sig frit rundt i det digitale testmiljø.

 

– Virksomhederne behøver ikke anskaffe sig en masse dyrt, højteknologisk udstyr for at arbejde med digitale oplevelser i 3D. De kan komme rigtig langt blot med deres egen Youtube-kanal og et 360 graders kamera, som man kan købe for under 2000 kroner, fortæller Luise Lind Steenholdt, som underviser i it-fag.

Hun har gennemført projektet sammen med IBA-kollegerne Anne-Mette Møller Nielsen og Morten Jul Petersen.

 

Stemningsbillede af testpersoner til VR
IBA’s forskerhold har opbygget tre forskellige testmiljøer, som er afprøvet af testpersoner: En webshop i VR, et virtuelt møde med butikkens indehaver – plus en ren fornøjelse, hvor man oplever at gå rundt inde i en computer. I alle tilfælde kræver det, at testpersonerne bruger VR-briller.

 

Nyd oplevelsen

Fem testpersoner deltog i deres forskningsprojekt. De blev alle forsynet med VR-briller og sendt i et digitalt testmiljø baseret på gamershoppen Geekd. I fysisk form holder virksomheden til i det nordlige Kolding.

Generelt havde testpersonerne en god oplevelse. Især én test var alle glade for. De synes, det var spændende at træde ind i en 3D-simulation, hvor de fik oplevelsen af at være bittesmå og gå rundt i en computer.

 

Billede af en computer set i VR
Alle testpersoner var glade for denne wauw-effekt, hvor de fik VR-briller på og fik oplevelsen af at gå rundt inde i en computer. Oplevelsen er tænkt som ren branding for virksomheden.

 

– Her var ingen interaktion med gamershoppen. Testpersonerne skulle bare nyde oplevelsen. Og det kræver faktisk ikke særlig mange ressourcer at skabe sådan en oplevelse i Virtual Reality, selv om den virkelig giver en wauw-effekt, siger Anne-Mette. Hun tilføjer:

– Som webshop kan det være svært at skille sig ud fra de andre. Men hvis man kan give kunderne sådan en oplevelse i Virtual Reality, vil de få et positivt indtryk af din virksomhed.

 

Billede af virksomhedsbesøg i VR
I denne sekvens mødte testpersonerne en avatar-udgave af butikkens indehaver, som fortalte om, hvad Geedk har at byde på. I denne version var det ikke muligt for testpersonerne at gå i dialog, for det vil kræve en betydelig større indsats hos Geedk – både teknologisk og forbruget af arbejdstid.

 

Forventning om realisme

IBA-underviserne sendte også forbrugerne ind i en virtuel webshop. I én VR-sekvens blev de mødt af indehaveren fra Geekd, og i en anden sekvens kunne de bevæge sig rundt og kigge på forskellige gamer-produkter.  Begge dele kunne testpersonerne godt lide.

Og faktisk var sekvenserne så naturtro og inspirerende, at kunderne automatisk fik større forventninger. Helt som i en fysik forretning ville de gerne gå i dialog med indehaveren, og de ville kigge nærmere på – og stille spørgsmål til – de produkter, som interesserede dem.

– Så testpersonerne har straks et ønske om, at indkøbsoplevelsen bliver mere realistisk, fordi det digitale miljø er skabt så troværdigt. Teknologien bliver helt sikkert en del af fremtiden, men for de fleste virksomheder vil det lige nu være en stor opgave at skabe interaktion i Virtual Reality, siger Morten.

 

Billede af Luise Lind Steenholdt, Anne-Mette Møller Nielsen og Morten Jul Petersen
Luise Lind Steenholdt, Anne-Mette Møller Nielsen og Morten Jul Petersen står bag undersøgelsen af Virtual Reality som salgsværktøj. De underviser alle på IBA, hvor det indgår, at underviserne skal arbejde med ny forskning.

 

Han tror dog på, at det vil ændre sig. Måske allerede når Apple meget snart går på markedet med deres Vision Pro-teknologi:

– Her er VR-brillerne designet på sådan en måde, så brugerne på samme tid oplever den fysiske verden og en digital verden, som selvfølgelig fungerer i sammenhæng med alle andre Apple-produkter. Jeg tror, det bliver en oplevelse i en helt anden liga i forhold til nu, siger Morten.

 

Læs hele projektet

Hvis du gerne vil læse hele projektet, så kan det findes og downloades frit her 

Som underviser på IBA – eller en anden videregående institution – er forskning en indbygget del af ansættelsen.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist