

– Jens er lyttende og god til at fornemme og sætte tanker i gang hos os studerende med sine modspørgsmål. Men alt sammen på en behagelig måde, hvor man som studerende bliver udfordret uden at føle sig fortabt. For fortabt føler man sig aldrig med Jens som underviser og eksamensvejleder.
Beskrivelsen kommer fra key account manager, Christine Lykke Sørensen. Hun har læst en akademiuddannelse i Ledelse på IBA og har haft Jens Nyeland Handberg som sin primære underviser på hele uddannelsen.
At være begejstret for ham som underviser er hun bestemt ikke ene om. Så derfor er Jens nu, sammen med fire kolleger fra IBA, indstillet til prisen som Året IBA Underviser. En ny pris hvor vinderen, efter dyst med landets andre akademier, bliver præmieret hos Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Og det er fuldt fortjent, at Jens er indstillet, mener Christine.
– Jens er altid i godt humør og veloplagt i undervisningen. Man kan mærke, at han oprigtigt vil sine studerende det bedste. Også hvis det kræver en ekstra indsats fra hans side for at få den studerende i mål.
Christine har læst sin lederuddannelse sammen med flere kolleger fra sin arbejdsplads, transportfirmaet DSV.
For det er netop på holdene ude i virksomhederne, at Jens underviser ledere. Og her sætter han sig altid grundigt ind i den enkelte virksomhed.
– Jeg bruger de studerendes virkelighed som case. Det er den, vi hele tiden taler ud fra. Jeg spørger, om de har et eller andet, de går og tumler med. Så prøver vi at bruge det. Og det oplever de som ekstremt nærværende og spændende, siger Jens.
Og netop hans store ydmyghed gør, at han kan undervise ledere på alle niveauer med stor succes. For han bliver af sine studerende beskrevet som én, der aldrig sætter sin egen person eller holdninger højere end deres. Samtidig findes der ikke mange bøger om ledelse, som Jens ikke har læst. Så han beriger sine studerende med en stor viden om tendenser og retninger i ledelse. Så er det op til dem selv at vælge stil.
Jens gør dem dog altid bevidste om deres store magt over medarbejdere. På godt og ondt.
For kun hvis man er bevidst om det, kan man lede med omtanke – mener han:
– Jeg spørger ofte mine studerende, om de selv har haft nogle idiotiske chefer. Så får vi en god snak om, at de som ledere er med til at bære deres ansattes skæbner. For man kan virkelig ødelægge sine medarbejdere med en kombination af et voldsomt arbejdspres og en uberegnelig opførsel, forklarer Jens og fortsætter:
– Undersøgelser viser, at hvis lederen siger ét, den ene dag, og noget helt andet dagen efter, så er det sammen med arbejdspresset noget af det, der kan køre medarbejdere i sænk.
Når Jens skal karakterisere ledere, så er de ofte handlekraftige mennesker, så det, han skal lære dem, er at stoppe op og se på sig selv. Finde ud af, om det er den rigtige vej, de løber.
Her bruger han logbøger som værktøj til at få lederne til at reflektere i og arbejder også meget med feedback:
– Alt feedback begynder med, at man selv indbyder til det. For man skal acceptere, at den anden er den rigtige til at give sig feedback. Så det begynder med, at jeg beder dem om feedback på min undervisning. Jeg vil gerne vide, hvad der fungerer, og hvad jeg kan gøre bedre. På den måde får jeg åbnet for, at jeg må give dem feedback senere.
Hvis man spørger Gitte Valentin til kollegaen Jens, så smiler hun stort. For Jens er ikke bare en ydmyg og fantastisk underviser men også en god menneskekender, som kan rumme alle persontyper og få alle studerende til at deltage i undervisningen. Han er også en humørbombe:
– Jens er en sprudlende underviser og kollega, der næsten kan gå på væggene. På kontoret er der altid smil på læberne, når Jens er i nærheden. Som han siger, ”jeg er ikke så god til at danse, men jeg kan fa… danse tæt”, smiler Gitte, som er administrativ leder i IBAs Efter- og videreuddannelsesafdeling.
Jens er født i 1967.
Han er delvist opvokset på Vesterbro og delvist i Fredericia, hvor familien flyttede over, da han var barn.
Uddannet reserveofficer i forsvaret og arbejder i dag som frivillig i hjemmeværnet.
Uddannet cand. merc. i international afsætning.
Master of Business Administration (MBA) fra University of Wisconsin.
Diplomuddannelse i erhvervspædagogik.
Jens er lektor og underviser på virksomhedshold for såvel private som offentlige. Lige nu har han særligt fokus på lederudvikling hos DSV og uddannelse og træning i forhandling hos HK.
Gift med Hanne og bor i Fredericia sammen med hende og familiens yngste søn, Mikkel på 17 år. Deres ældste søn, Frederik, er 22 år og flyttet til Aarhus for at studere.
Det er Jens, der står for aftensmaden derhjemme. Så når han er ude at undervise nogle dage, så har han altid sat mad frem i køleskabet til sin familie.
I sin fritid holder Jens meget af at gå og pusle i sin have. Og så læser han enormt mange fagbøger. Mindst to om ugen.
I weekenderne vil han gerne gå ture på 2-3 timer. Den friske luft og motionen hjælper ham med at reflektere over ugens oplevelser.
Jens har en fortid i Litauen, som nyuddannet, hvor han var sendt ud af en international koncern. Det var før Internettet og e-mailens udbredelse, så der var ikke meget hjælp at hente fra kolleger i Danmark. Så i stedet lærte Jens at løse alting selv. Den tilgang har han brugt meget siden.
Underviser Helle Risdal vandt den 22. november 2019 titlen som Årets IBA Underviser. Forinden havde hun været indstillet sammen med 4 kolleger til prisen.
Finalisterne i 2019 er fundet ved at nærstudere de evalueringer af undervisningen, som kommer fra alle IBA’s studerende.
Herunder er nogle af finalisterne:
Helle Næss-Schmidt Risdal
Jens Nyeland Handberg
Gitte Reeckmann Larsen
Jon Ording Haug
Vinderen af titlen som Årets IBA Underviser sender Helle videre til en landsdækkende jury. Juryen vurderer de 8 indstillinger fra alle landets erhvervsakademier og vælger én vinder. Navnet sender juryen videre i al fortrolighed til Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Vinderens navn bliver først afsløret ved en prisoverrækkelse hos ministeriet den 27. marts 2020.
Præmien er en halv million kroner. 200.000 kroner som en personlig hæderspris til underviseren, og 300.000 kroner til at udvikle det gode og engagerende undervisermiljø på det vindende akademi.