– Som studieby har Kolding været utrolig dejlig, så jeg vil meget gerne blive boende.

Sådan siger 27-årige Kasper Kraack, der netop er blevet færdiguddannet webudvikler fra IBA Erhvervsakademi Kolding. Han kom hertil fra egnen omkring Struer-Thisted, og flytningen til Kolding var et meget aktivt tilvalg, fortæller han:

– Jeg kunne også tage uddannelsen i Aalborg, men jeg havde bare læst rigtig mange gode ting om Kolding som studieby. Og det har byen helt bestemt levet op til. Her er en dejlig, intim atmosfære, som jeg godt kan lide. Så jeg regner ikke med at skulle tilbage, selv om uddannelsen nu er overstået.

 

Kasper fik studieprisen

Kasper forlod IBA med mere end sit eksamensbevis. For ved dimissionen modtog han også årgangens studiepris for sin indsats for studiemiljøet. Den fik han blandt andet for at være frivillig tutor for nye studerende.

– Da jeg selv begyndte på IBA, havde vi en helt fantastisk tutor, som straks var med til at ”bryde isen” og skabe et godt sammenhold i klassen. Det betyder virkelig meget, når man lige er begyndt og ikke kender nogen. Så jeg meldte mig som tutor, fordi jeg gerne ville være med til at give andre den samme gode velkomst, som jeg selv fik, siger Kasper.

 

Kasper Kraack fik en studiepris for sin indsats for det sociale liv på IBA. Her er han fotograferet med de andre af dagens prismodtagere.
Han har allerede en uddannelse med fokus på backend-teknologi, og med en ny professionsbachelor i Webudvikling er Kasper Kraack også specialist, når det gælder frontend-design. – Jeg er sikker på, at det er den vej, jeg skal. Men jeg er også stadig åben for at arbejde med backend-opgaver, siger han.

 

Hjemmeside-psykologi

Før han begyndte på IBA, tog Kasper en uddannelse som datamatiker, hvor alt handler om den teknologi, der får it-systemer til at fungere. På uddannelsen som webudvikler er han blevet specialist i at skabe og udvikle design af hjemmesider, som giver den mest optimale oplevelse for brugerne.

Og det fascinerer ham at arbejde med en hjemmeside, som kan skabe en perfekte forbindelse mellem virksomheden og dens kunder.

– Der ligger jo meget psykologi bag, når man designer en hjemmeside: Hvilken betydning har en bestemt farve? Hvordan får man brugerne til at interagere, som man håber på? Og hvilke knapper er der brug for, så det hele fungerer? Der er meget, man skal tænke over. Og opgaven er hver eneste gang at arbejde sig frem til et godt design, som føles så intuitivt, at man slet ikke tænker over det, når man som bruger er inde på hjemmesiden, fortæller Kasper.

 

En interessant kombination

På uddannelsen har han også lært, at det er ok at lave fejl. Faktisk kan det være meget brugbart, når man arbejder med at skabe et nyt design, forklarer Kasper:

– Når man designer en hjemmeside, så er der nogle ting, som virker hver gang. Men der er også brug for, at vi som webudviklere tør bryde grænser og afprøve noget nyt. Og på studiet har vi selvfølgelig lavet projekter, som ikke fungerer. Men det kan være positivt at tage fejl – for det betyder, at du har fået en ny viden, som du kan arbejde videre ud fra.

Hvad synes du, er det sjoveste ved at være webudvikler?

– For mig er det spændende at skabe et design, så hjemmesiden udtrykker præcis dét, som virksomheden ønsker sig. Samtidig med at forbrugerne oplever, at hjemmesiden fungerer på en smart måde. Det er en rigtig interessant kombination, synes jeg.

- IBA arbejder løbende med tutor-programmer, så vi sikrer den bedst mulige studiestart. Jeg er glad for - endnu engang - at få bekræftet, at vores arbejde med studiestarten har en stor effekt på studiemiljøet og for den enkelte studerende.

HAR VI VÆKKET DIN INTERESSE?

Læs også

Studerende der spiller bordfodbold

Studieliv på IBA

Billede af Mie, der cykler foran Koldinghus

Kolding som studieby

Morten Neessen og Emil Mortensen.

Årets IBA Praktik

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist