

Opdatering: Marie Føgh Beirholm arbejdede som underviser på IBA frem til januar 2025, og hun blev i 2022 indstillet som Årets IBA Underviser.
Hvorfor skal man planlægge?
Det er ét af de provokerende spørgsmål, de studerende bliver mødt med, når lektor Marie Føgh Beirholm tager fat på sin undervisning i Projektledelse hos IBA Erhvervsakademi Kolding.
For umiddelbart ligger svaret lige for. Enhver ved jo, at alt fra store events til firmaets nye produktudvikling kræver en plan, hvis man vil nå sikkert i mål, uden at det halve er blevet glemt undervejs.
Men så enkelt er svaret bare ikke. For så ville man næppe høre om de mange projekter, der bliver meget dyrere end forventet, tager langt længere tid end beregnet – eller slet og ret kører i grøften undervejs.
Så i stedet for at nøjes med det enkle, må de studerende hos Marie Føgh Beirholm blandt andet omkring begreber som motivation, koordinering, kommunikation, accept, roller og ansvar, hvis de skal svare på spørgsmålet ”Hvorfor skal man planlægge? Og hvordan bliver planen en succes?”.
I nogle tilfælde viser det sig tilmed, at man slet ikke kan lægge en færdig plan fra A til Z. I stedet må man arbejde mere agilt, fortæller Marie:
– Derfor er det helt afgørende, at der er en god projekt-kultur i ens virksomhed. Hvis man ser på alle de projekter, som går galt, så er det måske roller og ansvar, der ikke er fordelt. Måske har man ikke den nødvendige opbakning som projektleder. Eller måske er den gal med mængden af projekter, der kører sideløbende, siger hun.
Og længere behøver man faktisk ikke tale med Marie, før man klart fornemmer, hvor meget hun brænder for at undervise i sit fag på IBA’s efter- og videreuddannelse. Hun fortæller smittende om de mange elementer, som god projektledelse består af. Og om hvordan projektledelse kan være løftestangen, hvis man vil have succes med sin strategi.
Hendes indsigt og smittende energi afspejler sig i indstillingerne fra de studerende, der har valgt at indstille Marie til Årets IBA Underviser 2022:
– Jeg synes, at hun var god til at sætte vores forskellige profiler i spil, skriver én studerende og fortsætter:
– Der var for eksempel en aktivitet, hvor vi skulle bygge et tårn af legoklodser. Vi havde alle fået forskellige instrukser, så det gjorde naturligvis opgaven kompleks. Vi kom ikke i mål med opgaven, men vi kunne alle grine ad det, og vi fik en vigtig læring.
42-årige Marie Føgh Beirholm er vokset op i det jyske, i Struer, og efter gymnasiet tog hun til Washington D.C., hvor hun fik arbejde på en irsk restaurant. Den lå ikke langt fra Pentagon, så Marie oplevede et helt anderledes USA efter angrebet den 11. september.
– Det blev meget konkret for mig. Et af de kaprede fly blev jo styrtet ned i Pentagon, så efter angrebet var der flere af vores faste kunder, der ikke kom mere. De var omkommet. Når man er helt ung, er det en ”Lifechanger” at være tæt på så stor en begivenhed, husker Marie.
Hun blev et år mere i et forandret USA, før hun tog hjem for at studere. Valget faldt på kommunikation, og i 2008 kunne hun kalde sig cand.ling.merc i virksomhedskommunikation fra Handelshøjskolen i Aarhus. Hun nåede ikke engang at få sit eksamensbevis, før hun var flyttet til København, hvor hun allerede havde fået arbejde som projektleder hos Huset Markedsføring. Senere blev hun projekt- og administrationschef hos rådgivningsvirksomheden Lead Agency, som arbejder med strategisk kommunikation.
Hun blev et år mere i et forandret USA, før hun tog hjem for at studere. Valget faldt på kommunikation, og i 2008 kunne hun kalde sig cand.ling.merc i virksomhedskommunikation fra Handelshøjskolen i Aarhus. Hun nåede ikke engang at få sit eksamensbevis, før hun var flyttet til København, hvor hun allerede havde fået arbejde som projektleder hos Huset Markedsføring. Senere blev hun projekt- og administrationschef hos rådgivningsvirksomheden Lead Agency, som arbejder med strategisk kommunikation.
Hun boede i hovedstaden frem til 2015, hvor hun besøgte talrige virksomheder som konsulent på deres projektopgaver.
– Jeg samarbejdede med alt fra medicinalfirmaer til marketingbureauer. Det nyder jeg godt af nu som underviser, hvor jeg kan bringe mange forskellige erfaringer i spil på mine hold, hvor deltagerne kommer fra vidt forskellige brancher, siger hun.
Marie begyndte at undervise, da familien valgte at flytte fra København til Kolding, hvor familien bor med en smuk udsigt ud over Alpedalen. Først var hun hos IBC Innovationsfabrikken, før hun skiftede til IBA Erhvervsakademi Kolding i slutningen af 2018.
– Jeg fandt hurtigt ud af, at det var lige mig at undervise. Jeg kan godt lide at tænde en gnist hos de studerende. At få dem til at flytte sig både fagligt og som mennesker, fortæller hun.
På det personlige plan har undervisningen gjort det samme for hende selv: Fået hende til at rykke sig. Det er sket både i et samspil med de studerende og gennem den forskning, Marie har arbejdet med undervejs på IBA. Hun har analyseret, hvordan projektsamarbejdsformen bliver brugt forskelligt af små og mellemstore virksomheder.
– Forskningen er med til at holde os opdaterede som undervisere. Det er vigtigt, at vi kan trække den nyeste viden med ind i undervisningen. Derfor har rejsen fra adjunkt til lektor også været spændende og naturlig for mig, for den betyder, at jeg også selv har flyttet mig.
Grundlæggende drejer Projektledelse sig om, at de studerende bliver klædt på, så de kan styre og lede et projekt til succes. Og det er der heldigvis mange værktøjer til, siger Marie.
– Projektledelse er jo en evergreen, for man laver projekter både i opgangstider og i nedgangstider. Hvis det skal det blive en succes, må man først og fremmest sikre sig, at virksomheden har fokus på projektsamarbejdsformen. Hvorfor gør vi, som vi gør? Der er ikke nogen ”one size fits all”, så det handler om en god forståelse for, hvad der virker lige netop i ens egen praksis, siger hun.
På sine hold tager hun udgangspunkt i de studerende. Hvad er det for en hverdag, de kommer fra? Hvilken erfaring har de? Det er deres egne projekter, de kommer til at arbejde med.
– Mit mål er, at de tager noget med hjem, som de kan bruge allerede dagen efter, siger Marie, der værdsætter, at de studerende er meget forskellige, selv om de er på samme hold:
– De kommer med hver deres baggrund og erfaring. Og som underviser skal jeg have de studerende til at reflektere over deres egen verden, når de sidder i undervisningslokalet. Man kan udtrykke det sådan, at i løbet af undervisningen får de den samme viden – men de skal gå hjem og bruge den på hver deres måde.
Marie Føgh Beirholm er opvokset i Struer, hvor hun har gået på gymnasium.
Bagefter er hun uddannet på Handelshøjskolen i Aarhus med titel af cand.ling.merc. Hun har undervejs studeret Marketing og Communications ved Glasgow Caledonian University.
Marie har arbejdet som projektleder hos Huset Markedsføring og som projekt- og administrationschef hos Lead Agency. Hun blev underviser i 2015 på Innovationsfabrikken i Kolding, inden hun i 2018 begyndte på IBA, hvor hun nu er lektor.
Hun underviser i faget Projektledelse på IBA’s efter- og videreuddannelser.
På IBA har hun afsluttet et forskningsprojekt om projektsamarbejde hos små og mellemstore virksomheder. Projektet er lavet i samarbejde med kolleger fra IBA og CPH Business.
Marie er gift og har to børn. Hun bor i Kolding med sin familie.