

Mens Malagas turister nyder dagens første Espresso ved små caféborde, gør 24-årige Nicole Altai sig klar til at gå på arbejde. Hun møder som regel ind kl. 09.30 hos Costa Copenhagen, der lever af at sælge drømmeboliger på den spanske solkyst.
Hjemme i Danmark går Nicole på IBA Erhvervsakademi Kolding, hvor hun læser til Finansbachelor. Men her på 5. semester har hun valgt at søge en praktik i udlandet. Det er en mulighed, som alle studerende har, og den har Nicole grebet.
Hun er flyttet til Malaga, hvor hun arbejder som ejendomsmægler og dagligt bliver klogere på det spanske boligmarked. Og hvor hun samtidig udfordrer sig selv. For langt væk hjemmefra lærer man at stå på egne ben, fortæller hun:
– Man skal jo have en helt ny hverdag til at fungere i et andet land. Så man kommer til at gå gennem en enorm personlig udvikling, mens man er afsted. Og derfor kan jeg heller ikke forestille mig nogen, som fortryder, at de valgte at tage deres praktik uden for Danmark.
Som alle andre rejser begyndte hendes tur allerede derhjemme. Nicole oplevede, at der heldigvis er masser af hjælp at hente til alt det praktiske på IBA’s internationale kontor. Selve praktikstedet fandt hun dog selv. Hun ville gerne arbejde som ejendomsmægler i udlandet, så derfor var det helt oplagt at søge mod Costa del Sol, hvor hun vidste, at mange danskere hvert år søger bolig.
– Jeg skrev en besked på en Facebook-gruppe, som hedder ”Danskere på Costa del Sol”, og så kom jeg ret hurtigt i kontakt med Birgitte, som nu er min chef. Det var et perfekt match med det samme
Birgitte hedder Helles til efternavn. Hun driver Costa Copenhagen og har arbejdet som mægler på solkysten de seneste ti år. Det spanske boligmarked er meget intens, og konkurrencen er benhård. Nicole fortæller, at nede i den lokale gågade bor der en ejendomsmægler cirka i hver tredje forretning.
– Min chef er meget dedikeret, og hun tager mig med i alle aspekter af at arbejde som mægler. Jeg har allerede lært meget mere, end jeg havde drømt om hjemmefra, fortæller Nicole, som efter blot få uger var med til at sælge sit første hus – en elegant penthouselejlighed – til et hollandsk par.
Praktikken varer 20 uger og er indbygget, som en del af uddannelsen. Den er ulønnet, men til gengæld har Nicole stadig sin danske SU, og hun får desuden penge fra Erasmus-puljen, fordi hun uddanner sig i udlandet. I hendes tilfælde svarer det hver måned til 640 euro, som rigeligt dækker hendes husleje.
– Som dansker er man meget heldig og privilegeret. Det betyder, at man kun behøver at spørge sig selv, om man har lyst til at rejse ud eller ej. For det er faktisk ikke et spørgsmål om økonomi, fortæller Nicole.
Oplevelsen på Costa del Sol har givet hende blod på tanden. Så når hun er færdig med sin sidste eksamen som Finansbachelor på IBA, er det planen at søge job i udlandet. Hun elsker kombinationen af at opleve en fremmed kultur på nærmeste hold, samtidig med at hun arbejder og udvikler sig professionelt.
– Min praktik har gjort mig mere rolig omkring min fremtid, når jeg slutter på IBA. Jeg ved ikke hvor henne eller hvor længe, men jeg føler mig helt parat til at arbejde i udlandet igen.
Alle, der studerer på IBA, kan tage dele af deres uddannelse i udlandet.
Ud over sin praktik på 5. semester har Nicole også studeret i Valencia på 3. semester. Man kan få hjælp og vejledning til begge dele på IBA’s internationale kontor.