

I foråret holdt IBA Karriere en workshop i jobsøgning for en gruppe nyuddannede IBA-studerende, som skulle have hjælp til at komme i job. Eller rettere måske bare have et skub i den rigtige retning.
For det var netop, hvad karrierevejleder Louise Quinn og karrierekoordinator Didde Skødt Falk gav dem. For siden er alle de 8, Louise har talt med, kommet i gang med noget nyt, fortæller hun:
– 5 har fået faste jobs siden workshoppen. 1 læser videre på universitetet, og 2 læser videre her på IBA.
For en af dem, der er kommet i fast job, er nemlig Niklas Storgaard Engholm. Han fik på workshoppen modet til at skille sig ud – og skrev efterfølgende flere ansøgninger, som sparkede døren ind til en samtale. For eksempel skrev han en ansøgning til en stilling i et stort bilfirma, hvor han lod ansøgningen være gennemsyret af biludtryk – som ”når I kigger i bakspejlet, ser I mig …” og ”jeg kører i automatgear, når det gælder …”.
Det gav pote – for rekrutteringsfolkene hos bilfirmaet var helt vilde med hans ansøgning.
Han fik ikke jobbet, men kørte med i opløbet. Og fik en masse brugbart feedback.
– I første omgang handler det jo om at skille sig så meget ud, at man selv som nyuddannet kommer i betragtning til jobs, som ellers kræver flere års erfaring. Når først man kommer til samtale kan, man jo ærligt fortælle, hvor villig man er til at lære alt det nye, siger Niklas.
Han blev i februar 2020 færdiguddannet professionsbachelor i International handel og markedsføring og har nu fået fast job hos det digitale bureau S360 i Kolding.
Niklas nåede at gå ledig i 4-5 måneder i alt, og den periode vil han ikke undvære i dag – når han kigger i det førnævnte bakspejl.
– Jeg lærte så meget af processen og udviklede mig helt vildt i de måneder som ledig. Jeg er i dag meget bevidst om, hvad jeg nøjagtigt har af kompetencer. Det er meget brugbart i en proces, hvor man skal finde ud af, hvad ens drømmejob er, siger han.
Hans CV og ansøgningerne udviklede sig også, og han opfordrer derfor alle andre IBA-studerende til at tage imod fremtidige invitationer til workshops fra IBA Karriere med kyshånd:
– Det er så trygt at komme tilbage på IBA, hvor man kender personalet og møder andre, som også har læst her. Meget mere trygt – end det ville være at skulle ned på jobcentret og gøre det samme. For der kender jeg jo ikke nogen.
Niklas fortæller, hvordan de studerende dannede netværk på tværs af uddannelser efter workshoppen og taggede hinanden på LinkedIn, når de så en spændende stilling eller et opslag.
Ja – hjalp hinanden med at holde gejsten oppe og finde frem til, hvad de alle gerne ville efterfølgende. Gruppen har stadig kontakt med hinanden.
Sådan så det ud, da IBA Karriere i foråret 2020 holdt jobworkshoppen