

René Boisen har en baggrund som soldat og leder i militæret. Han er stadig tilknyttet Conduct After Capture (CAC) sektionen i Hærens Efterretningsregiment, der forbereder soldater på ekstreme gidselsituationer. Og så har han det sorte bælte i karate – i øvrigt er han en af de ældste i Esbjerg Karateklub, der har fået det. Han fremstår dermed kampklar, i hvert fald i den henseende at han kæmper hårdt for at klæde ledere på IBA’s uddannelser bedst muligt på.
For selvom militær, gidselsituationer og karate lyder ganske action-fyldt, udstråler René Boisen stor ro. Den ro er netop både krævet og skabt af de mentalt og fysiske udfordringer, han har været i.
Samtidig er passionen for det fagområde, han underviser i, tydelig. Det mærker hans studerende også, fortæller Anette Kjær Ølund, der ligesom flere andre studerende har indstillet René efter et godt forløb på akademiuddannelsen i ledelse.
– Han er åben, ærlig og konkret. Jeg kunne altid komme til ham, hvis jeg følte mig udfordret. Han formåede at vise, hvordan teorien bliver omsat i praksis. Forløbet har simpelthen gjort mig tryg i min fremtid med lederopgaver, siger Anette, der arbejder som integrations- og beskæftigelsesambassadør ved Vejle Kommune.
René er glad for at være nomineret, for det vigtigste for ham som underviser, er at skabe tydelig værdi for sine studerende. De er ofte ledere, der står med mange forskellige og komplekse opgaver.
Teorierne, modellerne og metoderne, der kan løse de opgaver, er også til tider ret komplekse. Men René gør alt, hvad han kan, for at gøre det så konkret som overhovedet muligt.
– Jeg gør meget ud af at gøre det anvendeligt i praksis og at tale et sprog, som alle forstår. Det er meget vigtigt for mig, at mine studerende virkelig kan bruge det til noget i deres hverdag og gøre en forskel, siger han.
Det gør han ved, at de studerende tager udgangspunkt i virkeligheden og deres egen virksomhed. Han erkender også, at hans baggrund i militæret har været med til at forme ham som underviser på IBA.
– Jeg har et ret direkte sprog og pakker ikke tingene ind. Mine studerende ved nok, hvor de har mig, siger René, der både er tilknyttet åbne hold på IBA og virksomhedshold, hvor undervisningen foregår hos den pågældende virksomhed.
De studerende pakker heller ikke deres begejstring ind i deres indstillinger, og det kan uddannelseschef Lone Hermann sagtens forstå.
– René er god til at bruge humor og skabe relationer. Ikke bare mellem ham og den studerende, men også de studerende imellem, siger Lone Hermann og fortsætter:
– Hans væremåde giver et trygt rum. Det er vigtigt, når man som leder skal bringe sig selv og sin hverdag ind i undervisningen. René er en meget inspirerende underviser med masser af gode idéer, roser uddannelseschefen.
Når først René begynder at tale om strategi og ledelse, er han en anelse svær at stoppe igen. Det er der dog heller ingen grund til lige foreløbig. Han skal nemlig i gang med et lektorforløb, der blandt andet indebærer forskning. Det ser han frem til.
– Jeg vil rigtig gerne hjælpe ledere med at undgå og håndtere stress. Hvordan man undgår, at korthuset vælter. Som leder bliver du sat i mange pressede situationer. Der er medarbejdere, der er afhængige af dig og krav om vækst, siger han og uddyber:
– Men hvis du gør ledelse og strategi til en erkendt disciplin og får folk med dig, så kommer du langt. Som en studerende skrev på en salgspsykologirapport engang, er det de bløde værdier, der giver de hårde resultater, siger René.
Født i 1966.
René er vokset op i Esbjerg og bor i dag lidt over 20 km væk i Oksbøl.
Har diverse uddannelser fra Forsvaret. Uddannet Master of Management Development fra CBS. Diverse diplomuddannelser inden for undervisning, vejledning og erhvervspædagogik.
René er adjunkt og går snart i gang med sit lektorforløb. Han underviser på IBA’s uddannelser inden for ledelse og strategi. Han underviser både på åbne hold og virksomhedshold.
Ser frem til at gå i gang med forskningsforløb omkring stress hos ledere.
Gift med Eva, og de har i alt fem børn.
Tidligere udsendt soldat, underviser i militæret og i dag seniorsergent.
Næstformand og karateinstruktør i Esbjerg Karateklub.
Har gennemført Marathon des Sables i Sahara. Et af verdens hårdeste løb på 245 km med rygsæk fordelt på 6 etaper.
I 2019 stiftede Uddannelses- og Forskningsministeriet en underviserpris, der hvert år bliver uddelt til én underviser fra de i alt 8 danske erhvervsakademier.
For at finde vores egen kandidat til prisen har vi på IBA oprettet den lokale konkurrence Årets IBA Underviser.
Baseret på indstillinger fra studerende på både fuldtidsuddannelserne og efter-videreuddannelserne bliver der blandt underviserne udvalgt 5 finalister til vores lokale pris.
Ann Damgaard
René Boisen
Lars Bach
Kelli Terkelsen
Stefan Eberle
En lokal jury finder vinderen af Årets IBA Underviser. Den vinder sender vi videre til den landsdækkende jury, som skal vælge den endelige vinder af underviserprisen blandt de 8 lokale vindere fra landets erhvervsakademier.
Vinderens navn bliver afsløret ved en prisoverrækkelse hos Uddannelses- og Forskningsministeriet i 2021.
I 2021 vandt IBA’s Lars Bach Undervisningsprisen. Læs mere her.
Præmien til den landsdækkende vinder er en halv million kroner. 200.000 kroner som en personlig hæderspris til underviseren, og 300.000 kroner til at udvikle det gode og engagerende undervisermiljø på det vindende akademi.