– Efter min ungdomsuddannelse var jeg skoletræt og glædede mig bare til at holde sabbatår. Men det har ændret sig fuldstændig, da jeg endelig fandt ud af, hvad jeg havde lyst til at uddanne mig inden for.

Sådan fortæller Casper Bang Jørgensen, som efter sommerferien fortsætter sin professionsbachelor i it-arkitektur, som han læser på IBA Erhvervsakademi Kolding. Her tager han fat på sit 3. semester, og han glæder sig til at komme i sving igen.

– Jeg vil rigtig gerne udvikle mig yderligere inden for it. Grundlæggende handler det om at komme dybere ned og forstå it-systemerne, og hvordan de hænger sammen. Det er rigtig spændende, og det er dét, som driver mig, fortæller Casper.

 

Casper Bang Jørgensen
Casper har valgt at læse videre i sin hjemby, og det passer ham rigtig godt. Huslejen i Kolding midtby dækkes rigeligt af SU’en, og så har han stadig sit fritidsjob som it-supporter hos GLS. De gamle kammerater, som er flyttet fra byen, mødes ham jævnligt med online, når de spiller computerspil sammen.

 

Efter folkeskolen og en toårig ungdomsuddannelse havde han ellers fået nok af lærebøger. Casper fik et lagerjob og begyndte at tjene sine egne penge. Efter et stykke tid skiftede han til et job som it-supporter hos GLS.

– Det svarede til at sidde i en kundeservice – bare inden for it, forklarer han.

Selv om den faglige udfordring som it-supporter var overskuelig, blev Casper alligevel mere og mere nysgerrig. Som mangeårig gamer var han vant til at sidde ved tastaturet, men i it-afdelingen hos GLS fik han stille og roligt en større interesse for, hvordan programmer og systemer egentlig er opbygget.

– Jeg begyndte at få større ansvar, og nogle opgaver var også mere komplicerede. Og efterhånden blev jeg bare klar over, at jeg ville gå efter en it-uddannelse, siger Casper.

Valget faldt på en bachelor i it-arkitektur, som Casper læser i sin hjemby. Han er vokset op i Kolding-bydelen Vonsild. På uddannelsen hos IBA bliver de studerende skarpe, når det gælder faglige discipliner som programudvikling, databasedesign og systemudvikling. Her er også fokus på områder som forretningsforståelse, projektstyring og brugerinddragelse. Som it-arkitekt arbejder man typisk som konsulent, projektleder eller udvikler.

– Det giver så mange muligheder at tage denne uddannelse. Du kan for eksempel vælge at arbejde med it-udvikling eller selve it-arkitekturen i en virksomhed. Du kan også stå som leder af it-projekter eller arbejde med it-sikkerhed. Der er rigtig mange veje, du kan vælge at gå, siger Casper.

 

Casper Bang Jørgensen
– Det er fedt, at hvert semester slutter med en større opgave, som vi arbejder med i flere uger. Her skal vi bruge alt det, vi har lært i løbet af semestret. Det skaber en rigtig god sammenhæng, fortæller Casper.

 

Læs også historien om Alexandra, der også læser it-arkitektur og har været tutor for Casper.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist