

Allerede i 5. klasse var Morten Bæk i skolepraktik hos en webudvikler. Og i 10. klasse løste han selv sin første opgave for en virksomhed, der stod og manglede en hjemmeside. Siden da har både hans uddannelse og arbejdsliv drejet sig om at være til stede på nettet i en professionel sammenhæng.
Derfor glæder Morten sig også til at dele sin viden og sine erfaringer, når han efter sommerferien skal undervise de studerende på ’e-commerce og digital marketing’, som er en ny uddannelse på IBA Erhvervsakademi Kolding. Uddannelsen er en 3 ½-årig professionsbachelor, der forbinder viden om e-handel og marketing med udvikling, teknologi og den digitale forretningsforståelse.
– De studerende er dem, som skal bringe e-handlen videre. Derfor er det også vigtigt, at de er omstillingsparate, for der dukker hele tiden nye, digitale værktøjer op, som de bliver nødt til at interessere sig for. De skal have modet til at tage chancer, for så vokser muligheden for at få succes. På uddannelsen kommer vi helt sikkert også til at eksperimentere på områder, hvor ingen af os er eksperter på forhånd, fortæller Morten.
Han lærte sig selv at kode i HTML, mens han gik i folkeskolen. Siden har han været optaget af at følge den digitale udvikling, der udvikler sig i en rivende hast. Og som udelukkende har fået ekstra fart på, siden AI blev til gengængelig for alle.
– Men AI er jo, hvad folk finder på at bruge teknologien til. Derfor er det helt afgørende at få gode ideer og kunne se nye muligheder. Dét kommer vi til at arbejde meget med på uddannelsen, siger Morten.
Han er selv uddannet multimediedesigner og har taget en top up i e-konceptudvikling. Han har flere års erfaring som freelance-konsulent inden for digital marketing, og de seneste 3-4 år har han desuden arbejdet som underviser – blandt andet på IBA.
– Der er nok en iværksætterdrøm hos mange, som arbejder med e-commerce og digital marketing. Sådan havde jeg det også selv, da jeg begyndte, for det er rigtig interessant at få lov at gøre tingene på sin egen måde, siger Morten.
Men – tilføjer han – der er lige så god brug for iværksætter-mentalitet, hvis man arbejder i en virksomhed, hvor det gælder om at løse en opgave sammen med andre inden for et aftalt budget.
– For uanset om man er selvstændig eller er ansat, så skal opgaven ende med at gå i plus. Og det er en spændende udfordring hver eneste gang, smiler Morten.