– Vi vil gerne være med til at fastholde talent her i Kolding. Og vores tætte samarbejde med IBA er en vigtig del af den fortælling.
Sådan siger CMO, Louise Conradsen, fra det digitale bureau ASENTO, hvor hun også er partner. Og dén ambition har sat et meget konkret aftryk i virksomheden. Et faktatjek sætter nemlig en tyk streg under det nære bånd mellem IBA Erhvervsakademi Kolding og ASENTO, som netop har fejret sit 10-års jubilæum.
Hør blot her:
Tidligere IBA’ere udgør 68 procent af de ansatte hos ASENTO.
5 ud af 8 partnere er tidligere IBA’ere.
I sin levetid har firmaet haft over 60 studiepraktikanter. 85 procent af dem er kommet fra IBA.

Pyha! Og det fortsætter endda:
For den allerførste IBA-praktikant hos ASENTO var Benjamin Speedtsberg, som i dag er Head of Search og partner i det digitale bureau, som holder til på Pakhustorvet i Kolding. Og man kan roligt sige, at Benjamin har banet vejen for en flot tradition. For halvdelen af de ansatte har faktisk været i praktik under studiet, inden de byttede praktikpladsen ud med en fast stilling i bureauet.
En af dem er 31-årige Patrick Junker Ravn. Han var i praktik hos ASENTO tilbage i 2019 som en del af sin professionsbachelor hos IBA i International handel og markedsføring. Inden da havde han læst Markedsføringsøkonom – også på IBA.
– Det er selvfølgelig ikke et krav. Men vi er en hel del hos ASENTO, som har læst på IBA. Min oplevelse er, at det giver os en fælles værktøjskasse med baggrundsviden, modeller og teorier. Det gavner i vores arbejde med nye praktikanter, for vi ved, hvad de har med i bagagen. Og vi ved også, hvad de har brug for at få med fra deres praktik hos os, siger Patrick, som i dag har titel som Head of E-mail Marketing hos ASENTO, hvor han også er partner.

Patrick er blandt de ASENTO-folk, som med jævne mellemrum har været tilbage på IBA for at undervise i de mange discipliner, som hører til digital markedsføring og ecommerce. Det gælder blandt andet SEO, tracking, e-mail marketing og Google Ads.
– Vi er rigtig glade for samarbejdet med IBA, som også er god til at lytte til erfaringer fra erhvervslivet. Når vi får nye praktikanter, kan vi i hvert fald mærke, at de har haft flere praktiske opgaver i løbet af undervisningen. Og helt generelt kommer de med en rigtig god forståelse for, hvad der rører sig ude i branchen, siger han.
Og ja – så er han såmænd også selv tilbage på IBA som studerende.
For ved siden af sit arbejde læser Patrick nemlig akademifaget ”Anvendelse af kunstig intelligens” i IBA’s efteruddannelses-afdeling. Faget er et miks af teori og praksis, og de studerende slutter med et afgangsprojekt, som kan bruges direkte i deres hverdag.
– AI rører ved rigtig mange ting i vores fag, og derfor er det også en teknologi, vi arbejder med allerede. Men efteruddannelsen skal give en dybere forståelse for, hvad AI er – og hvad vi kan bruge den til i vores udvikling som digitalt bureau, siger Patrick.
