”Prisen er så velfortjent. Din rolle i det frivillige arbejde på IBA har været vigtig, og vi er mange, der takker dig for det”.

Så klokkeklar lyder en af kommentarerne på LinkedIn, efter at Bastian T.A. Jensen til store klapsalver modtog en af studiepriserne ved sommerens dimission på IBA Erhvervsakademi Kolding. Prisen fik den 22-årige koldingenser netop for sit store engagement i studielivet, mens han har læst uddannelsen Produktionsteknolog.

 

Foto af Bastian der får sit diplom til dimissionen
Ud over at tage sin uddannelse på IBA har Bastian lagt mange kræfter i det sociale arbejde. For det arbejde fik han overrakte en studiepris af underviser Flemming Lassen ved sommerens dimission.

 

– Jeg har både haft mulighed for – og stor lyst til – at udfolde mig socialt, mens jeg har gået på IBA. Det er en stor skole, så du kan påvirke studielivet i mange retninger. Samtidig kan det påvirke dig selv på en positiv måde, når du vælger at involvere dig i alt det, som foregår uden for selve undervisningen, siger Bastian.

Han fremhæver også det gode sammenhold på sin uddannelse. De studerende på Produktionsteknolog har nemlig haft stor gavn af fællesskabet og støttet hinanden undervejs.

 

Portrætfoto af Bastian
Hvordan kan vi optimere virksomheden og gøre tingene smartere? Det spørgsmål optager Bastian T.A. Jensen, som af den grund valgte at læse uddannelsen Produktionsteknolog.

 

– Derfor har vi også brugt IBA rigtig meget. Vi har været her en stor del i vores fritid. Både fordi det har været hyggeligt og praktisk, når vi har arbejdet med vores fælles projekter, fortæller Bastian.

Nu giver han den sociale stafet videre til andre IBA’ere. I stedet glæder han sig til at skulle ud og arbejde videre med alt det, han har lært i løbet af undervisningen og den indbyggede studiepraktik, hvor han havde praktikplads hos virksomheden Novadan.

 

Foto af Bastian
22-årige Bastian er opvokset i Kolding, hvor han har taget sin studentereksamen på Munkensdam Gymnasium.

 

Som Produktionsteknolog har han fokus på, hvordan man tilrettelægger, udvikler og optimerer, når det drejer sig om produktion og fabrikation. Og det er en viden, der er relevant for både danske og udenlandske virksomheder, pointerer han.

– For mig er det vigtigste, at jeg får sat mine kompetencer i spil og bliver ved med at udvikle mig. Det kan foregå både herhjemme eller i en global virksomhed – fra min side er der slet ingen grænser, siger han.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist