

Netværk, sparring og indsigter om ledelse – ikke bare på tværs af brancher, men også på tværs af sektorer – var en del af udbyttet for 48-årige Lise Nielsen, da hun læste Diplomuddannelse i Ledelse på IBA Erhvervsakademi Kolding. Hun er uddannet landinspektør og er i dag teamleder i Kolding Kommunes By- og Fællesforvaltningen –Trafik, Vej og Park.
– Jeg blev teamleder for 4 år siden. Jeg havde ingen værktøjer i værktøjskassen til lederrollen. Jeg begyndte derfor på det første grundfag og havde egentlig ikke forestillet mig at tage hele uddannelsen. Det viste sig dog at være det rigtige for mig at gøre, for der er så mange aspekter i ledelse.
Lises arbejdsuge går da også primært med ledelse. Som teamleder for trafikteamet i Trafik, Vej og Park har hun tolv medarbejdere under sig. Teamets opgaver spænder bredt fra planlægning af nye veje, opbygning af eksisterende veje, trafiksikkerhed, tilgængelighed, parkering og kollektiv trafik til myndighedsbehandling.
– Mit arbejde handler mest om personaleledelse, men også om ledelse af det faglige – dog ikke så meget om det rent tekniske, for det mestrer medarbejderne bedre end jeg, siger Lise.
– Vi er en politisk ledet organisation og skal have politisk tæft. Som embedsfolk skal vi oversætte og omsætte politiske beslutninger.
Fik nye indsigter i sparring med andre ledere
Lise begyndte sin uddannelse med det første obligatoriske fag på Diplomuddannelse i Ledelse nemlig Det personlige Lederskab. Det handlede om at kigge indad og finde ud af, hvem hun var som leder og hvilke værdier, hun ville bygge på.
– Det var fint, men jeg opdagede, at jeg også var nødt til at have noget at give mine medarbejdere og resten af afdelingen og at kunne navigere i helheden i organisationen, fortæller hun om sin motivation for at fortsætte med at tage flere fag.
Samtidig oplevede hun, at det gav hende positiv energi at komme ud blandt andre ledere og få sparring – fra private produktionsvirksomheder, bankverdenen, udviklingsvirksomheder og statslige arbejdspladser:
– Jeg kunne trække indsigt ind og se tingene på nye måder.
Blev bevidst om, at ledere har magt
Hvad er det vigtigste, du har taget med dig fra uddannelsen?
– Det vigtigste, jeg har taget med mig, er bevidstheden om det ansvar, jeg har som leder. Ordet “magt” – magtposition – havde jeg ikke tænkt over før. Jeg blev ikke leder for at få magt, men jeg må erkende, at jeg sidder i en magtposition og ikke må udnytte den. Samtidig skal jeg turde tage ansvaret og bruge magten, når det er nødvendigt. Det gennemsyrede alle fagene: at være tro mod mig selv, ikke misbruge magten og behandle folk ordentligt og med respekt.
Lise fortæller, at det på hendes arbejdsplads ikke tidligere har været udbredt at få lov til at tage længerevarende uddannelser.
– Men som offentlig leder har man også brug for at være klædt på, og jeg synes, jeg kunne bringe noget ind i undervisningen til de andre, der var ansatte i det private: De er ikke styret af en politisk ledet organisation, men mange har en bestyrelse – det er de måske ikke så bevidste om. For os i det offentlige er politikerne meget mere nærværende i det daglige. Det er fint at være leder, men man er trods alt styret af de øvrige ledelseslag – privatansatte kalder det blot noget andet.
Teorier fra uddannelsen kunne bruges i praksis
Hun oplevede også, at hun selv fik et nyt perspektiv af at læse sammen med ledere fra private virksomheder:
– I private virksomheder er der ofte kortere fra tanke til handling. De andre inspirerede og udfordrede mig til at gøre tingene anderledes, give dem et twist og prøve dem af.
– Derfor oplevede jeg, at jeg blev mere fri til at definere mit eget ledelsesrum. Jeg opdagede, at jeg ikke er så afhængig af min afdelingschef – så længe vi løser opgaven, er der et stort spillerum til at udøve ledelse og udvikle medarbejderne, så de trives.
Lise Nielsen fortæller, at hun i det hele taget under hele uddannelsen har oplevet, at teorierne er omsættelige til praksis:
– Jeg har direkte kunnet tage det, jeg har lært med på arbejdet og implementere det i mit team, og uddannelsen har givet legitimitet til at prøve nye ting af. Vi har taget fat i konkrete problemstillinger og rykket os som team, og jeg har rykket mig som leder. Mine medarbejdere siger, at de kan mærke, der sker noget. Efter et af fagene ændrede vi decideret den måde, vi arbejdede med økonomi på, som udløber af de interviews, jeg foretog i forbindelse med eksamensopgaven på faget.
Økonomien fylder en del i afdelingen. Budgettet er stort – både anlægs- og driftsmæssigt, men samtidig er temaet hele tiden bundet op på, om vi har pengene og kan holde os inden for rammen; derfor har vi en stram økonomiopfølgning.
– Sammen med min afdelingschef – og med ansvar hos den enkelte medarbejder – følger vi økonomien tæt.
Der er altså roser til undervisningen og de medstuderende, men Lise fremhæver også alle dem arbejder bag kulisserne for eksempel studiekoordinatorerne:
– Det har været en fornøjelse, for alt har flasket sig: Informationen har været der til tiden, og hele “maskinrummet” bagved har bare fungeret. Det har medvirket til, at det har været en god oplevelse.