Han skyndte sig at takke ja, da chefen kom forbi og tilbød ham at tage mere uddannelse. Og derfor begynder 28-årige Heinrich Hartwig nu på ’Industriel 3D-print’, samtidig med at han fortsat passer sit job hos Grundfos. Uddannelsen foregår hos IBA Erhvervsakademi Kolding.

– Min chef kan se værdien i, at jeg tager uddannelsen. For den vil betyde, at vi får endnu mere teori og baggrundsviden ind i vores arbejde med 3D-print. Det vil hjælpe os med at optimere vores produktion, fortæller Heinrich.

Han er ansat som Teknisk Tool Designer og bruger dagligt 3D-print som sit vigtigste værktøj, når han designer og printer hjælpemidler og reservedele, som kollegerne på Grundfos har brug for.

– Uddannelsen kommer meget belejligt, for på Grundfos satser vi meget på 3D-print og har også fem forskellige slags 3D-printere, som konstant er i brug, siger Heinrich.

 

Heinrich Hartwig arbejder hos Grundfos og læser Industriel 3D-print.
Til dagligt arbejder Heinrich Hartwig med de store 3D-printere, som Grundfos bruger til blandt andet at printe nye prototyper og reservedele.

 

Derfor glæder han sig til at fylde mere teori på tanken. Og til de mange praktiske opgaver, som også følger med uddannelsen ’Industriel 3D-print’.

Forløbet er nemlig lagt an, så studerende kan bruge de større opgaver på at løse problemer fra deres egen hverdag. Det betyder, at selv om Grundfos må undvære Heinrich to af ugens dage, hvor han er til undervisning på IBA, så bidrager han stadig med gennemarbejdede løsninger.

– Selvfølgelig bliver det intenst i de halvandet år, uddannelsen varer. Men undervejs er der både ferier og praktiktid, så på forhånd synes jeg, at det ser overskueligt ud. Jeg har også fået rigtig god opbakning hos Grundfos, som lægger stor vægt på uddannelse, fortæller han.

 

Det perfekte match

Heinrich kom til Grundfos, da han kom i lære som teknisk designer. Læretiden varer 2,5 år. Og som en del af læretiden kom han til afdelingen for maskinhold, hvor han skulle være tre måneder. Det var det perfekte match. Så her blev han, indtil læretiden sluttede. Og straks bagefter kvitterede Grundfos med at fastansætte ham. I afdelingen arbejder han dagligt med 3D-print teknologi til at løse sine opgaver. Derfor glæder han sig til uddannelsen hos IBA, hvor der er fokus på både teori og praksis.

– Når jeg læser ’Industriel 3D-print”, får jeg ny viden, samtidig med at jeg får papir på dét, som jeg arbejder med til dagligt. Det ser jeg meget frem til, siger han.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


Britt Johnsen
Britt Johnsen
bhjo@iba.dk
+45 41 39 37 43
Kommunikationschef
John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist