Når sommerferien er forbi, begynder Line Bruun Nansen Paulsen på sin bachelor i ’e-commerce og digital marketing’. Hun skal læse på IBA Erhvervsakademi Kolding, og det passer hende perfekt, for hun er flyttet til byen sammen med sin kæreste.

For Line lykkedes det ad to omgange at finde den rette uddannelse. Hun kom ikke ind på sit første valg, men da der blev åbnet for efteroptaget, søgte hun i stedet ind på ’e-commerce og digital marketing’ – og fik hurtigt tilbudt en plads, som hun takkede ja til.

– Jeg er gået efter en uddannelse, som både lyder spændende, og hvor jeg føler mig sikker på, at der vil være arbejde i fremtiden. Nethandel er helt sikkert et område, der bliver ved med at have relevans, selv om de digitale muligheder selvfølgelig vil blive ved med at udvikle sig, siger Line.

Uddannelsen lærer blandt andet de studerende at analysere kundebehov og skabe digitale oplevelser, der matcher kundernes forventninger. Der er også fokus på forretningsforståelse, budgettering, prissætning, logistik og digital forretningsudvikling. Fordi der er tale om en bachelor, tager uddannelsen 3,5 år – med indbygget fem måneders praktik.

– Jeg synes, det lyder virkelig spændende. Det giver én et godt ståsted for at arbejde videre med alle former for nethandel, siger Line.

 

Privat billede af Line Bruun Nansen Paulsen.
Line Bruun Nansen Paulsen er flyttet fra Sønderborg til Kolding, hvor hun bor sammen med sin kæreste.

 

Efter handelsskolen har hun haft et begivenhedsrigt år både i militæret og som turistguide i Tyrkiet. Begge dele har givet hende nyttige erfaringer, som kan bruges, når hun nu skal til at studere.

– I militæret lærer du at motivere dig selv og tænke ”det skal nok gå”, når du er udsat for pres. Og som guide lærer du at være omstillingsparat og tage tingene, som de kommer, fortæller hun.

Er du endnu ikke kommet ind på et studie, så kan du gøre som Line og tjekke IBA’s hjemmeside. Her er der et overblik over alle de uddannelser, hvor der endnu er ledige studiepladser efter sommerferien.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist