

– Jeg hilser fem måneders praktik meget velkommen.
Sådan siger Kirsten Beider blandt andet, når hun skal kommentere bacheloruddannelsen ”e-commerce og digital marketing”, som har studiestart på IBA Erhvervsakademi Kolding efter sommerferien.
Kirsten Beider er Head of Marketing & eBusiness hos Würth Danmark, hvor hun har ansvaret for tre teams, der til sammen arbejder med branding, content marketing og eBusiness.
IBA’s nye uddannelse varer 3,5 år, og heraf er fem måneder altså dedikeret til praktik ude i en virksomhed. Kirstens Beider ser det lange praktikforløb som en win-win for både de studerende og praktikvirksomhederne. Würth er selv blandt de virksomheder, der har haft studerende fra IBA i praktik.
– Vores ønske er altid, at de studerende går klogere herfra og med en god følelse af, at de har bidraget. Det bliver der meget bedre mulighed for, når praktikken varer fem måneder. De får en bedre forståelse for marketingdisciplinerne på tværs af digitale platforme og dermed bedre mulighed for at kunne omsætte deres teori til praksis, vurderer hun.
En anden fordel er, at de studerende får gode betingelser for at vise, hvad de allerede har lært i løbet af undervisningen på IBA.
– Vi er altid nysgerrig på den nye viden, som de studerende bringer med sig. Og når praktikken varer længere, giver det rigtig gode muligheder for at inddrage deres viden og sætte den i spil, siger Kirsten Beider.
Den kommende professionsbachelor forbinder viden om e-handel og marketing med udvikling, teknologi og den digitale forretningsforståelse. Den sammenhæng er væsentlig, vurderer Kirsten Beider.
– I vores arbejde med marketing og e-commerce er det afgørende at konvertere indsatserne til reel forretningsværdi. Derfor er det vigtigt, at de studerende får opbygget en generel forretningsforståelse og forstår sammenhængen mellem e-commerce og digital marketing, siger hun.
Læs også: Asento er begejstret for ny uddannelse i e-commerce og digital marketing.