Hvem skal være Årets IBA Underviser? Navnet skal findes blandt de mange indstillinger fra studerende på IBA.
Og med knap 250 indstillinger er der allerede fart over feltet. Det er de studerende selv, som peger på en underviser, der har betydet noget særligt. Muligheden for at indstille udløber den 4. december.
Carina Christensen er én af de studerende, som i god tid har sendt en indstilling afsted. Hun tager efteruddannelse på IBA og har valgt at fremhæve René Boisen, som hun har haft til fagene Ledelse i praksis og Organisation og arbejdspsykologi.
– Det er helheden, som gør René til en fantastisk underviser. Jeg er aldrig i tvivl om at han altid vil sine elever det bedste. Og jeg ved, at jeg til enhver tid kan forvente ærlig og konstruktiv feedback, fortæller Carina, som til dagligt arbejder som Supply Chain Coordinator hos Solar.

Carina fremhæver René, som en engageret og nærværende underviser, som har øje for at gøre undervisningen levende. Han kommer også sine studerende i møde med differentierede læringsstile.
– Han er også godt til at udbygge sin undervisning med relevante erfaringer, og så har han utroligt mange gode bog-referencer, siger Carina.
Hun tager efteruddannelse på IBA, men det er naturligvis også studerende på de videregående uddannelser, som kan indstille deres underviser til prisen.
Og det er alle indstillinger, som tæller med, når en jury skal beslutte, hvem der modtager prisen som Årets IBA Underviser 2025. I 2024 var det AI-underviser Jesper Outzen, som blev hædret.
Som Årets IBA Underviser repræsenterer man IBA Erhvervsakademi Kolding, når Uddannelses- og Forskningsministeriet uddeler Undervisningsprisen. Det er en landsdækkende pris, som hædrer inspirerende og engagerede undervisere på de videregående uddannelser.
PS: Hvis du læser på IBA – eller har gjort det i løbet af året – kan du også indstille en underviser til hæderen. Linket til at indstille finder du i din mailboks.
Vil du ha´mere viden?
