Mens Mads Olesen har studeret på IBA Erhvervsakademi Kolding, har han haft et særdeles frugtbart samarbejde med det digitale marketing bureau Nordic Media. Bureauet har sit kontor blot få minutters gang fra IBA.
Her kom Mads nemlig i praktik første gang, mens han tog sin uddannelse som multimediedesigner. Og samarbejdet var så vellykket, at det blev forlænget med et praktikophold mere, da han valgte at læse videre på IBA som webudvikler.
Top up-uddannelsen passede perfekt til Mads, fordi han gerne ville fordybe sig i kodesprog og al den avancerede teknik-forståelse, som følger med.
– Da jeg skulle i praktik anden gang, fik vi sat nogle nye mål, så praktikken ikke blev en gentagelse. Hos Nordic Media var der fuld forståelse for, at jeg havde brug for en anden type opgaver for at udvikle mig yderligere, fortæller Mads.

Nu har han afsluttet sin professionsbachelor på IBA som webudvikler, og hvad skal der så ske? Ja, Mads fortsætter selvfølgelig det gode parløb med Nordic Media. Da praktikken sluttede, fik han et studiejob i firmaet, og nu bliver det så vekslet til en fuldtidsstilling som Head of support.
Og her er så lige en ekstra detalje, som også hører med til historien om Mads og hans uddannelse på IBA. For han forlod ikke blot IBA med sit eksamensbevis. Nej, Mads blev nemlig kaldt på scenen nok engang ved dimissionen for at modtage årgangens studiepris for sit gode humør, sin flid og sit kammeratskab.
– Mine batterier bliver opladet, når jeg er sammen med andre. Så for mig er det 100 procent en del af studielivet, at man involverer sig og er med til at skabe en god stemning, siger Mads.
