Han var kun syv-otte år gammel, da han begyndte at gøre sit LEGO levende. Han tog et foto af en minifigur på et bord, og flyttede herefter lidt på figurens ene arm og ene ben. Og så tog han et nyt foto.
Sådan kunne det tage en time at få minifiguren til at tage et skridt og måske snuble, når Villads efterfølgende satte billederne sammen til en lille film. Jagten på den gode amination er fortsat gennem årene. Og Villads Otto Rasmussen bruger både humor og opfindsomhed.
Nu som 23-årig har han massiv erfaring og forfinede teknikker inden for film og animationer. Så nu kan man kalde ham en nørd i ordets allerbedste forstand. Og derfor har hans praktikophold i LEGOs interne reklamebureau, Our LEGO Agency, også været en fantastisk oplevelse for ham, fordi det har givet ham mulighed for netop at bruge sit talent.
At han samtidig har opnået stor personlig udvikling i afdelingen Digital Studio har ført til, at Villads har indstillet sit praktikophold til konkurrencen Årets IBA Praktik og nu er blevet udvalgt som en af konkurrencens fem finalister.
Den flotte indstilling gør hans chef og praktikantvejleder i Digital Studio, Søren Buch, både rørt og stolt. For Søren vil heller ikke give slip på Villads og har derfor ansat ham som ”student worker” efter endt praktik. Så nu kan Villads fortsætte på LEGO nogle dage om ugen, mens han færdiggør sin uddannelse på IBA som Multimediedesigner.

Søren Buch og hans afdeling blev nysgerrig på Villads’ evner, da de i hans praktikansøgning klikkede sig ind på den film på You Tube, som Villads havde skabt efter i flere år at have spillet computerspillet, Minecraft. I det populære computerspil bygger spillerne et samfund med blandt andet minedrift – men har frihed til at bygge alt af virtuelle kubikmeter-blokke.
– Villads er en forsigtig fyr og har skabt nogle fine film gennem de senere år på uddannelsen som Multimediedesigner. Men vi blev imponeret, da vi så den film, han havde skabt om sin verden i Minecraft, forklarer Søren, der er senior creative manager i Digital Studio, Our LEGO Agency.
Han fortsætter:
– Det var her, vi så, hvad Villads kan, når han skaber med hjertet og bruger sin gode humor. Og det talent og store potentiale, ville vi gerne lære bedre at kende.

Den gensidige interesse blev begyndelsen på 12 ugers praktik, som endte med at give Villads troen på, at han kan begå sig som multimediedesigner. For han har lært at bruge helt nye redskaber og fået finpudset de færdigheder, han har med fra sin uddannelse. Han har også boret sig ned i en stor grad af selvstudie og nydt at være sin ”egen boss”, sådan som hans chef Søren lagde op til. Og så har han trænet sin evne til at modtage feedback.
For den får man meget af, når man, som han, udvikler løsninger, som det interne reklamebureaus kunder skal synes om. Kunderne er andre afdelinger på LEGO, som sammen med eksterne samarbejdspartnere har stærke holdninger til de film, som skal sælge deres produkter på lego.com.
– Jeg har fået en bedre forretningsforståelse. For jeg har lært at arbejde med store interessenter og at tilpasse produkterne, så de passer til kundens behov og ønsker, skriver Villads selv i sin indstilling af sit praktikophold til konkurrencen.

Og praktikantvejleder og chef, Søren Buch, tager Villads’ forbedrede evne til at modtage positiv kritik endnu længere end det. For han er, som chef for en flok kreative medarbejdere, helt klar over, hvor hårdt det kan være at modtage feedback på det, der nærmest er blevet ens hjerteblod.
Men her roser han Villads for at være dygtig til at spore sig ind på, hvad han skal levere:
– Villads er virkelig god til at lytte til sine kunder. Og justere sit produkt. Og han er god til at overholde deadlines og meget pligtopfyldende.
Hvor hurtigt han kan levere på en opgave oplevede Søren, da han og hans lederkollega havde opfordret Villads til at udvikle en idé til en koncept, som de allerede fik leveret af Villads døgnet efter. Og det mens Villads undskyldte, at han ikke havde haft det klar fra morgenstunden.
Siden har Søren og Villads skabt deadlines, så han som praktikant kunne balancere og prioritere sine opgaver og ikke fik urealistiske forventninger til, hvad han skulle præstere.

Villads fortæller selv, hvordan han blandt andet har nydt at producere en animationsvideo til en konkurrence for et af de store brands, som Our LEGO Agency samarbejder med.
– Det har været en opgave med et enormt ansvar, men samtidig en af de mest spændende udfordringer, jeg har prøvet kræfter med. Det har været utrolig givende at skabe noget, der har så stor betydning for både samarbejdspartnere og Digital Studio, skriver Villads i sin indstilling.
Og han er heller ikke bleg for at kalde sit praktikophold livsforandrende. For han kan ikke forestille sig nogen bedre virksomhed end Digital Studio til at udvikle ham:
– Jeg har fået modenhed, styrke og selvtillid. Og er ikke længere i tvivl om, at jeg godt kan begå mig i arbejdslivet, smiler han.

For hans chef Søren handler det om at kunne se mulighederne i både praktikanter og medarbejdere. Og her er Villads bestemt ikke nogen undtagelse.
– Villads har så meget råt talent. Han er en super god og sjov fyr, som er meget anderledes end andre, vi har haft i praktik. Men vi synes, at det er fedt at arbejde med en type som ham, for han er jo nærmest en usleben diamant, når det kommer til potentiale, siger Søren Buch.
IBA’s fuldtidsuddannelser har indbyggede praktikophold, så alle studerende er i praktik enten 12 eller 20 uger – afhængig af uddannelsens længde.
Og hvert år sætter IBA fokus på det gode og lærerige praktikophold, som gavner både den studerende og praktikvirksomheden. Det gør vi med konkurrencen Årets IBA Praktik, hvor vi opfordrer vores studerende til at indstille deres ophold.
Hvert forår kan studerende, som HAR været eller som ER i praktik i det pågældende skoleår, deltage i konkurrencen.
I april har vi snævret feltet af indstillinger ind til fem finalister, som alle kommer og pitcher deres praktikophold foran en ekstern dommerkomité.
Vinderen får besked et par dage senere, når IBA – i samarbejde med praktikanten – kommer og overrasker praktikvirksomheden.
Læs mere om konkurrencen her