Thomas slukker ikke bygningsbrande. Og så alligevel. For det er faktisk, hvad han og hans praktikvirksomhed, Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI), er med til at gøre. DBI rådgiver nemlig dansk erhvervsliv om, hvordan bygninger bliver brandsikre og opført sikkerhedsmæssigt korrekt. Og herefter er virksomheden med til at udføre inspektioner på bygningernes brandalarmsystemer.

Som projektassistent arbejder Thomas på de it-systemer, som sikrer, at brugeren let kan holde advarselssystemerne ved lige.

 

Thomas studerer it-arkitektur og har netop været i praktik hos Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI) i Fredericia. Siden har han landet et studiejob samme sted og arbejder derfor stadig i Fredericia nogle dage om ugen. Her ses han sammen med fra venstre med ryggen til, Aleksander Vangsgaard, og Søren og Bo Brøndserud.

 

At virksomheden er interessant og rummer stor mulighed for, at alle kan blive klogere, er vigtig for Thomas Larsen. Han studerer it-arkitektur hos IBA og er nysgerrig og videbegærlig. Og så brænder han for at hjælpe andre. Det passer perfekt med studiejobbet hos DBI.

Som en indbygget del af sin uddannelse var han i praktik på DBI i 20 uger i efteråret, og det er det praktikophold, han nu har indstillet til konkurrencen Årets IBA Praktik. Med sin uddannelse i it-arkitektur ser han sig selv som en brobygger, der sørger for at samarbejdet mellem forskellige it-eksperter ikke går op i røg, men derimod giver brugervenlige systemer, fordi han fungerer som en slags oversætter og kommunikerer mellem de forskellige kolleger og afdelinger.

Han roser arbejdspladsen for at have en tillidsbaseret kultur, hvor han efter gode introduktioner har fået lov at tage ejerskab for sine egne projekter. Både da han var i praktik og nu i studiejobbet.

 

Når man spørger Thomas, hvad han er mest stolt af i sin praktik, så er det, at han reelt har bidraget til projekternes fremdrift. Og at hans kolleger har stolet på, at han har kunnet lede møderne og sikre, at de er effektive. Det ansvar har givet ham stor læring, vurderer han.

 

DBI synes, at Thomas matcher virksomheden godt

DBI har næsten 400 medarbejdere fordelt på flere lokationer rundt i landet, og Thomas har haft sit skrivebord i Fredericia. Hans chef, afdelingsleder Kim Damsgaard fra Digitale Services, er så begejstret for Thomas, at han efterfølgende har ansat den 23-årige studerende i et studiejob, mens han færdiggør sin professionsbachelor på IBA.

– Thomas og os, i DBI, er et rigtig godt match. Den uddannelse, Thomas læser, er meget relevant for vores arbejde. Det er en stor fordel, at han har en dybere teknisk forståelse samtidig med, at han både kan se det visuelle og æstetikken fra brugerens side, siger Kim Damsgaard.

Han fortæller, at Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI) løbende har praktikanter og studiemedhjælpere fra flere forskellige it-uddannelser i hele landet, men at det er første gang, de har en praktikant, som læser it-arkitektur. Den slags studerende vil han dog meget gerne have flere af. For som han siger: ”Hvis Thomas er et udtryk for, hvad man kan på den uddannelse, så lover det rigtig godt.”

 

Da Thomas altid har været ret god til matematik, har han hjulpet mange kammerater med at regne den ud både i folkeskolen og på gymnasiet. Men han har altid haft fokus på at lære dem selv at regne – ikke at forære dem resultaterne. Imens har han stået ved siden af. Klar til at hjælpe.

 

Thomas nyder at sidde i brændpunktet mellem tre afdelinger

Thomas tænder også selv meget på jobbet hos DBI i Fredericia. For i barndomshjemmet på Nordsjælland har han både været den tekniske type, som altid har udforsket computere, og samtidig den udadvendte type, som elskede at tale med mennesker. Og med den uddannelse, han nu læser, får han færdigheder, så han kan forene begge dele i sit arbejde.

På DBI sidder han i midten af afdelingens tre teams; Business Development, UI/UX Design og Udvikling.

– Her sørger jeg som projektassistent for, at de rigtige spørgsmål bliver stillet på møderne, og at beslutningerne lander et sted, hvor det giver mening både teknisk og for slutbrugeren, fortæller Thomas.

 

Thomas ses her sammen med sine kolleger foran nogle af de flotte fotos, som hænger overalt på DBI. De er taget i hovedkontoret i Hvidovre, hvor de som forsøg sætter ild til forskellige kombinationer af materialer for at vurdere deres brandbarhed. I blå T-shirt er det Søren Brøndserud og med ryggen til ses Aleksander Vangsgaard.

 

Det skal være let for slutbrugeren

Det er særdeles vigtigt i en virksomhed som DBI, som tegner sikkerhedsmæssige abonnementer med deres kunder. For abonnementet kræver, at brugeren med jævne mellemrum selv tester systemerne for at sikre sig, at de virker optimalt. Og indberetter det i et let forståeligt it-system hos DBI.

At arbejdsopgaven på den måde er en ”skal” opgave og ikke en ”lyst” opgave, stiller ekstra store krav til, at indberetningssystemerne skal være så intuitive som muligt. Det kræver, at systemerne bliver designet, så de passer til hver virksomhed. Måske helt ned på hver afdeling, fortæller Thomas’ chef, Kim Damsgaard, fra DBI.

Thomas har netop været projektassistent på en workshop, hvor han og kollegerne i fællesskab var nødt til at finde ud af, hvad deres kunder kalder sine egne lokationer. Er det bynavne, gadenavne eller noget helt tredje.

Svaret viste sig at være forskelligt fra kunde til kunde, så it-løsningen blev at gøre systemet så fleksibelt, at hver kunde kan få et brugertilpasset spørgeskema, de skal taste deres data ind i.

 

Thomas begyndte hos Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut i praktik i 20 uger som en indbygget del af sin uddannelse. Da praktikken sluttede i januar, takkede han ja til at fortsætte i studiejob samme sted. Så på den måde har han kunnet fortsætte med mange af sine arbejdsopgaver.

 

Thomas styrer møderne og skaber fremdrift i projektet

Netop som mægler imellem de forskellige eksperter – driver Thomas projektet fremad og styrer møderne.

– I starten var jeg meget nervøs for at lede de her projektmøder med erfarne kolleger, men jeg har lært at skabe struktur, holde fokus og sikre, at alle stemmer bliver hørt. Jeg er også blevet bedre til at stille de rigtige spørgsmål, som driver diskussionen fremad. Og opsummere beslutningerne klart, fortæller Thomas, der privat er flyttet fra Frederikssund på Nordsjælland til Seest ved Kolding.

Med sig har han sin kæreste siden gymnasietiden, da hun læser på UC SYD. Parret er flyttet ind i en 104 kvadrater lejlighed med en stor altan. De har fået sig en lille kat og nyder at bo så tæt på centrum. Her vil de gerne blive i nogle år endnu.

 

Da Thomas skulle vælge, om han ville læse it-arkitektur i København, Aarhus eller Kolding, valgte han den mindste by, fordi han godt kan lide rolige omgivelser og god plads. Sammen med sin kæreste, som han mødte i gymnasiet, rev de teltpælene op og flyttede fra Nordsjælland og ind i et 104 kvadratmeter stor lejlighed i Seest. De er glade for at bo i lejligheden og synes, at Kolding har alt det, de har behov for.

 

Thomas tør godt sige sin mening. Og DBI vil gerne lytte

Thomas håber derfor, at hans studiejob kan føre til et fuldtidsjob hos Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI) i Fredericia, når han til januar bliver færdiguddannet.

Og den drøm lyder ret realistisk, for hans leder Kim Damsgaard roser ham også for altid at være frisk på at løse nye opgaver:

– Thomas er typen, der siger ”det har jeg ikke prøvet før, så lad mig prøve det”. Og samtidig har han en mening om, hvordan arbejdsopgaverne skal løses og tør vel og mærket sige den højt. Det er ikke alle i hans alder, der tør det – selv om det er det, vi allerhelst vil have.

 

 

Årets IBA Praktik

IBA’s fuldtidsuddannelser har indbyggede praktikophold, så alle studerende er i praktik enten 12 eller 20 uger – afhængig af uddannelsens længde.

Og hvert år sætter IBA fokus på det gode og lærerige praktikophold, som gavner både den studerende og praktikvirksomheden. Det gør vi med konkurrencen Årets IBA Praktik, hvor vi opfordrer vores studerende til at indstille deres ophold.

Hvert forår kan studerende, som HAR været eller som ER i praktik i det pågældende skoleår, deltage i konkurrencen.

I april har vi snævret feltet af indstillinger ind til fem finalister, som alle kommer og pitcher deres praktikophold foran en ekstern dommerkomité.

Vinderen får besked et par dage senere, når IBA – i samarbejde med praktikanten – kommer og overrasker praktikvirksomheden.

Læs mere om konkurrencen her

Årets IBA Praktik 2026

De øvrige finalister

Praktikopholdet hos Skechers fik Isabellas drømmejob til at gå i opfyldelse (Link kommer på mandag).

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


Britt Johnsen
Britt Johnsen
bhjo@iba.dk
+45 41 39 37 43
Kommunikationschef