– Det er her, jeg skal være. Koste hvad det vil.
Sådan tænkte Cecilie Callesen efter sin første – og meget vellykkede – samtale på Würths hovedkontor i det nordlige Kolding. På det tidspunkt søgte hun en praktikplads som en del af sin uddannelse, mens hun læste Entreprenørskab og design på IBA Erhvervsakademi Kolding.
Og yes! Det gik præcis, som det skulle.
Cecilie fik nemlig praktikpladsen. Hun kom til at arbejde som praktikant på direktionskontoret ved den administrerende direktør. Efter endt eksamen er praktikken tilmed blevet vekslet til at fast job i virksomheden. Og Cecilie er stadig ikke i tvivl: Det er lige præcis her, hun føler sig hjemme.
– Jeg oplever Würth som én stor familie. Alle er parate til at give ud af deres tid, så du lærer noget og bliver dygtigere, fortæller hun.

Historien begynder selvfølgelig et andet sted. Cecilie har tidligere arbejdet professionelt med heste, men undervejs i karrieren fik hun lyst til at gå en helt anden vej. På det tidspunkt savnede hun at få mere ansvar, og ”at få udfordret den krøllede del af min hjerne”, som hun formulerer det.
Valget faldt i første omgang på Entreprenørskab og design-uddannelsen på IBA. Her arbejder de studerende blandt andet med idé-generering, prototyper, markedsføring, økonomi og kommunikation. Omdrejningspunktet er Design Thinking.
– Vi er generalister, der ved noget om alting. Vi arbejder kreativt med den enkelte opgave, men vi har også forståelse for, hvordan en virksomhed fungerer i sin helhed. På uddannelsen får du en grundviden, som du skal få til at passe til den virksomhed, hvor du kommer til at arbejde, forklarer Cecilie.

Praktik er en indbygget del af uddannelsen. Og Cecilie fokuserende hurtigt sin opmærksomhed mod Würth, som er Danmarks største B2B-salgsorganisation og leverandør af produkter inden for befæstelse, værktøj, kemi, sikkerhedsudstyr og meget mere til det professionelle marked.
– Min far har været kørende sælger hos Würth, og min mor var med til at starte Würth-forretningen i Aabenraa. Så på den måde har virksomheden altid været inde i billedet, smiler hun.
Som praktikant fik hun mange forskellige opgaver. Det matchede rigtig fint med erfaringerne fra hendes studie. Hun kom både med struktur, gå-på-mod og evnen til at se en opgave fra flere vinkler, når der var brug for det. Derfor blev Cecilie også hurtigt inviteret med i den arbejdsgruppe, der planlagde virksomhedens store 60 års jubilæumsfest.
– Jeg kom til at arbejde med jubilæumsfesten fra start til slut. Det var et kæmpe event, som betød, at jeg fik nogle virkelig spændende opgaver, og det gav os et godt sammenhold i arbejdsgruppen, siger hun.

Cecilie endte også med at skrive sin praktikopgave om Würth. Opgaven handlede om det menneskelige aspekt i at stå overfor en digital transformation, sådan som Würth Danmark gør. Her kom hun rundt omkring begreber som organisatorisk læringskultur, adfærdsdesign og nudging samt motivation og psykologisk tryghed. Til projektet fik Cecilie sin nuværende afdelingschef som sparringspartner.
Dermed er vi fremme ved nutiden. Og for Cecilie handler den også om Würth.
For efter sin eksamen fik hun nemlig tilbudt et job som proceskonsulent. Det er en stilling, hvor hun arbejder med at forbedre og forbinde arbejdsprocesser på tværs af organisationen. Her er der fokus på at skabe bedre flow, højere kvalitet og mere værdi for både medarbejdere og kunder.
– Mit arbejde handler om at sikre, at vores interne processer understøtter en effektiv og sammenhængende værdikæde, hvor samarbejde og løbende forbedringer er en naturlig del af hverdagen, siger Cecilie.

Jobbet kræver både struktur, indsigt og evnen til at se nye muligheder i det velkendte. Cecilie tøver ikke med at kalde det for et drømmejob.
– Når man beslutter sig for at skifte karriere, sådan som jeg har gjort, så er det fedt at finde et sted, hvor man kan se sig selv i mange år, og hvor der er utroligt mange muligheder for at udvikle sig. Derfor er det også et drømmejob, jeg har fået tilbudt, siger hun.
