Man kan spørge Anne-Mette Møller Nielsen om A-L-T.
Og hvad hun ikke umiddelbart kender svaret på, det finder hun en løsning på til næste gang.
Sådan fortæller Kasper Sommer Hansen, der er blandt de mange studerende, som synes, at Anne-Mette skal modtage hæderen som Årets IBA Underviser 2025. Kasper læser e-handel på IBA Erhvervsakademi Kolding, hvor han blandt andet har Anne-Mette som underviser i webshop design teori og Customer Experience.
– Der er ikke noget, Anne-Mette ikke kan. Det faglige, det spiller bare, som Kasper formulerer det.

Han kaster også massevis af roser efter hendes powerpoints. Ifølge ham er de nemlig så gode, at man kan nøjes med dem for at læse op på sit pensum. Men Kasper vil nu ikke undvære undervisningen på IBA.
– Som studerende vil du gerne være en del af Anne-Mettes lektioner. Tiden flyver afsted, og du har egentlig bare lyst til, at undervisningen bliver ved med at køre på. Og hvis der er noget, du ikke forstår, så finder hun altid en måde at forklare tingene på. Det føles meget trygt, siger han.
Kasper er blandt de knap 300 studerende, som har sendt en indstilling til Årets IBA Underviser. Og det bliver blandt de mange indstillinger, at en jury skal afgøre, hvem der ender med at modtage hæderen.