Hun arbejder som digitaliseringskonsulent i Varde Kommune, så hun er hver dag brobygger mellem sine it-kolleger og andre kolleger i for eksempel hjemmeplejen. For når hjemmeplejen skal have programmeret et nyt system til ruteplanlægning i Varde, så kræver det, at Kristine Gregersen Glargaard præcist kan hjælpe med at formulere hjemmeplejens behov. Samtidig kræver det, at hun forstår, hvad hendes it-kolleger kan få systemet til.

Som digitaliseringskonsulent er det Kristines job at hjælpe sine kolleger i kommunen med at udvikle nye it-systemer dér, hvor de giver allermest mening.

For 14 år siden gik Kristine ind i kommunen med en kandidatuddannelse i teknologibaseret forretningsudvikling. Den erfaring har hun sat i spil på IBA, hvor hun har læst diplomfaget ’Ledelse af digital transformation’.

– På universitetet var ’transformation’ sådan et buzzword. Et udefinerbart buzzword. Nu hvor jeg har arbejdet med forandringer i 14 år og kommer tilbage på skolebænken, giver det en helt anden mening. Nu kan jeg sætte projekter og mennesker på. Jeg kan se, hvordan de har forskellige interesser og kommer med forskellige baggrunde. Så lige pludseligt betyder ordet bare så meget mere for mig. Det er jo det, der er spændende og lærende.

 

Kristine forberedte sig til sit diplom-valgfag i ’Ledelse af digital transformation’ ved at høre podcasts om emnet, læse nogle af artiklerne, og så fik hun Copilot til at opsummere, hvad det vigtigste var fra de tekster, hendes underviser ellers gav dem. Så selv om hun også er mor i en travl børnefamilie, så følte hun sig klar til at gå i skole i en intensiv uge op til sommerferien.

 

Selvom hun har arbejdet i 14 år med digital transformation, synes hun, at der er meget nyt at lære:

– På det her område kan man jo næsten kun have ”gammel” viden. For det er jo et område, som er i rivende udvikling, smiler Kristine. Og fortsætter:

– Teknologien forandrer sig hele tiden. Det bliver bare mere og mere. Det skubber til den måde, vi er på. Og hvis du ikke kan navigere i, at der kommer nogen og rykker med dig eller dine medarbejdere, så er det svært.

 

Kristine er ofte med, når hendes it-kolleger skal tale med andre dele af organisationen om opgaver hjemme i Varde Kommune. Som konsulent står hun for den brobygning, så projekter glider bedre. Hendes nye fag har givet hende nogle refleksioner, som hun har glæde af i hverdagen.

 

For Kristine Gregersen Glargaard handler det meget om at kunne forestille sig det store billede, selv om man i en forandringsproces kun ser det ene hjørne. Man skal kunne navigere i kaos, indtil man får mere viden. Og det er ifølge hende ikke altid, at der er en tydelig rød tråd, som faget også giver viden om:

– Det her fag rykker ikke nødvendigvis ved, at du forstår mere om teknologi. For det er i virkeligheden et forretningsfag. Så det handler i stedet om, at du forstår, hvad der sker med din forretning, når de mennesker, du er leder for, møder teknologien.

 

Kristine var glad for at være sammen med sine studiekammerater en hel uge, hvor alle havde blokket kalenderen ud til netop at være på IBA. Det, synes hun, gav læringen tyngde.

 

Kristine bor i Varde sammen med sin mand, Mark, og deres tre børn, Arthur, Vitus og Astrid på henholdsvis ni, seks og et år. Hun er gået i gang med at læse en ’Diplom i ledelse’ og går i skole i sin arbejdstid.

Hun interesserer sig meget for de strategiske dele af ledelse. Så jeg har i længere tid gået og tænkt, at jeg gerne ville noget mere. Måske prøve mig selv af i en lederrolle.

 

– Selv om jeg arbejder med digitalisering hver dag og også har haft teorier om det, da jeg læste på universitetet, så har jeg lært meget af diplomfaget.

 

Kristine har læst valgfaget sammen med sin kollega, som er fagkoordinator i Varde Kommune. De to har arbejdet en del sammen de seneste 3-4 år.

– At vi læste faget sammen, tror jeg, at både vores underviser, Fredrik, og vi selv synes var en rigtig god idé. For nu kan min kollega og jeg lettere sætte noget i spil tilbage i vores daglige arbejde, fordi vi kan gøre det sammen, siger Kristine, som er 42 år og har nydt, at nogle af hendes lektier til faget har været podcasts, som hun har kunnet lytte til, mens hun gik og vaskede op og ordnede andre praktiske gøremål om aftenen.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


Britt Johnsen
Britt Johnsen
bhjo@iba.dk
+45 41 39 37 43
Kommunikationschef