Rikke Domino Isaksen

Nationalitet: Dansk

Uddannelse: Webudvikling på IBA og Multimediedesign hos Erhvervsakademiet Midtvest

Dimitterede: Januar 2021

Nuværende Job: Adjunkt hos IBA Erhvervsakademi

Født: 1997

Rikke Domino Isaksen

Fem ord der beskriver IBA

  • Spændende
  • Hyggelig
  • Begivenhedsrig
  • Imødekommende
  • Motiverende

 

Hvem er jeg

Jeg er født og opvokset i Esbjerg, og jeg taler dansk og engelsk. Jeg har boet i Esbjerg i 16 år, hvorefter jeg flyttede til Brørup. Her gennemførte jeg min handelsuddannelse og boede til jeg fyldte 20 år.

Herefter flyttede jeg til Herning for at tage multimediedesigneren-uddannelsen ved Erhvervsakademi Midtvest. Efter 2 år blev jeg færdig og valgte at tage uddannelsen webudvikling, som er en top-up til multimediedesigneren.

Min fritid bruger jeg meget sammen med min familie og venner, hvor vi spiller en masse brætspil. Det bedste brætspil, jeg kender, er Partners, men jeg altid åben for at spille andre spil, især dem jeg ikke kender endnu.

 

Min tid på IBA

Efter jeg tog multimediedesigner-uddannelsen, fandt jeg ud af, at jeg brænder for kodning/programmering. Jeg synes, at det er meget interessant og fascinerende, at man kan skabe en hjemmeside vha. nogle tegn og bogstaver. Det er derfor, jeg valgte at læse videre på Webudvikling.

Oprindeligt søgte jeg ind i Odense og i Kolding – og blev tilbudt pladsen begge steder. Jeg begyndte derfor at undersøge, hvad de forskellige uddannelsessteder kunne tilbyde. Her fandt jeg ud af, at på IBA ville der være fokus på både backend og frontend. I forbindelse med multimediedesigner-uddannelsen var der meget fokus på frontend, og jeg ville derfor gerne have noget mere fokus på backend.

 

Dét jeg bedst husker fra min studietid

Fra min tid på IBA er det helt klart undervisningen, som jeg husker bedst. Vi brugte meget tid på gruppearbejde, hvilket gjorde, at jeg kom tæt på mine medstuderende. Så selvom jeg førhen havde studeret i Herning, følte jeg mig som en del af sammenholdet og faldt hurtigt til.

I timerne havde jeg primært Niels Müller. Han motiverede mig til at lære en masse omkring JavaScript og udforske programmeringsverdenen. Vi havde også Luise Steenholdt, som underviste os i design. Luise er omsorgsfuld og forstående. Hun var der, hvis jeg havde spørgsmål, brug for hjælp eller bare manglede en at snakke med.

Det IBA ændrede for mig, var min interesse for programmeringssprog og min vilje til at lære og forstå. Jeg har altid haft interesse for frontend, men efter at jeg gik på IBA, blev min interesse for backend større. Jeg fik modet til at undersøge det noget mere og prøve flere ting indenfor programmering.

 

Min Karrierevej

Jeg blev færdig i 2021, hvorefter jeg fik tilbudt et arbejde ved IBA som adjunkt underviser på multimediedesignuddannelsen.

 

En typisk arbejdsdag for mig

Mine arbejdsdage er aldrig ens. Nogle dage underviser jeg de studerende, andre dage bruger jeg tid på forberedelse, så de studerende kan få den bedste undervisning overhovedet muligt.

 

Sådan har jeg gjort brug af min uddannelse og kompetencer fra IBA

På IBA lærte jeg JavaScript, hvilket er en færdighed, som jeg har taget med videre, da jeg på multimedieuddannelsen underviser i JavaScript.

Derudover blev jeg under min studietid meget tryggere ved at fremlægge foran virksomheder og medstuderende, hvilket er en færdighed, jeg har gjort meget brug af i forbindelse med arbejdet som underviser.

 

Sådan har min uddannelse fra IBA bidraget til min succes

Da jeg gik på IBA lærte jeg bl.a. en masse omkring JavaScript, udviklingsmiljøer og designprincipper. I dag underviser jeg i interaktion, herunder JavaScript, HTML og CSS.

 

Alumni Visdom

Et råd jeg gerne vil give videre

Det råd, jeg vil give videre, er, at selvom det er hårdt, så skal man blive ved med at kæmpe. Det vil altid være svært, når man først er ved at lære det.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


Britt Johnsen
Britt Johnsen
bhjo@iba.dk
+45 41 39 37 43
Kommunikationschef