

Når man har ansvaret for 1136 lejeboliger, så er der rigtig mange tagrender, skorstene, murværk og hustage at holde øje med. Derfor er en flyvende drone blevet et vigtigt værktøj hos Ribe Boligforening, som har sine mange ejendomme fordelt på 30 afdelinger. Dronen er udstyret med kamera, så det er nemt at komme op i højden og vurdere ejendommenes tilstand set fra oven.
– Vi er forpligtet til at udarbejde 30 års planer, så vi har et godt overblik over vores kommende investeringer set over en længere årrække. Her er det en stor fordel, at vi nemt kan inspicere vores bygninger med en drone. Det giver os et meget fint indtryk af de nødvendige forbedringer, som vi skal være opmærksomme på – både på kort og lang sigt, fortæller Lui Hellestrup Bruggisser, der er boligsocial medarbejder og dronepilot hos Ribe Boligforening.
Han har været på efteruddannelse hos IBA Erhvervsakademi Kolding, som udbyder det tre dage lange akademifag ’Drone til inspektion’. Faget består både af teori og praksis. I forløbet kan deltagerne blandt andet tage A2-certifikatet, som er nødvendigt, hvis man vil flyve bynært med dronerne i en professionel sammenhæng. Og de kommer også ud i marken, hvor alle får mulighed for at afprøve forskellige droner i luften.
– For os er det både nemmere og billigere at bruge drone, når vi skal inspicere en bygning. Før skulle vi to mand afsted med en lift for at lave en tilsvarende inspektion, og det er altså noget, der tager sin tid, fortæller Lui.
Han bruger også dronekameraet til at dokumentere Ribe Boligforenings ejendomme. Det handler om, at ejendommene også har lokalhistorisk værdi, og mange af drone-billederne lægger han ud på sociale medier, så beboerne oplever, hvordan deres ejendomme ser ud fra oven.
– Jeg tror, at de fleste synes, det er spændende at se deres by fra oven, siger Lui.
Hans egen fascination af droner begyndte, da han skulle giftes. Da købte han sin første drone for at, da han skulle giftes og gerne ville tage et gruppefoto af gæsterne set ovenfra. Det foto hænger hjemme i privaten. Senere begyndte han så at bruge droneflyvning i professionel sammenhæng på sit arbejde.
Og det er Lui bestemt ikke ene om, fortæller Eli Winther Krogsholm, der er it-projektleder hos IBA og drone-underviser.
– Siden vi begyndte ’Drone til inspektion’ har vi fået flere og flere deltagere, som skal bruge uddannelsen professionelt. Mange har opdaget, at der kan være mange penge at spare ved at bruge droner. Det handler om bygningstilsyn – sådan som Lui beskriver det – men for eksempel også om overvågning af store landområder eller fotografering for ejendomsmæglere, fortæller Eli.
På efteruddannelsen bliver de studerende klædt på til at arbejde professionelt med droner. Ud over den praktiske flyvning lærer de at planlægge og dokumentere en droneoperation. Det handler blandt andet om at få ansøgt om de nødvendige tilladelser, før dronen går i luften.
– Vi oplever, at Trafikstyrelsen er meget opmærksomme på, om man overholder reglerne. Og dronerne er forsynet med en digital log, så det er nemt at gå tilbage og se i logfilerne, om flyvningerne stemmer overens med de tilladelser, der er givet, forklarer Eli.