Også i år er IBA Erhvervsakademi Kolding blandt modtagerne af SammenomJob-prisen, som Kolding Kommune uddeler. Det er tredje år i træk, at IBA modtager prisen.

For at modtage prisen skal man opfylde mindst tre ud af fem kriterier. De handler blandt andet om at opkvalificere og fastholde ansatte – samt at give plads til dem, der af forskellige årsager befinder sig på kanten af jobmarkedet. Også denne gang opfylder IBA samtlige fem kriterier.

Prisen er et skulderklap til de mange store og små virksomheder, som bidrager til et rummeligt arbejdsmarked, hvor flest muligt får chancen for at give en hånd med.

– I er med til at gøre en vigtig indsats her på IBA, så nogle får et bedre liv. For virkeligheden er jo, at vi alle gerne bidrage med det, vi kan. Derfor gør det også en kæmpe forskel, når folk får mulighed for det. De vokser. Og i sidste ende er det en gevinst, som gælder både for den enkelte og for hele samfundet, siger Gitte Grønbæk, som er næstformand i arbejdsmarkedsudvalget i Kolding Kommune.

Gitte Grønbæk var på IBA for at overrække prisen sammen med Michael Toft, som er jobkonsulent i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, som står bag SammenomJob-prisen.

På fotoet ses fra venstre Michael Toft fra Jobcenter Kolding, IBA’s rektor Carsten Vikkelsøe, kantineleder Conni Juel Schou samt Gitte Grønbæk, der sidder i Kolding Byråd for Liberal Alliance.
På fotoet ses fra venstre Michael Toft fra Jobcenter Kolding, IBA’s rektor Carsten Vikkelsøe, kantineleder Conni Juel Schou samt Gitte Grønbæk, der sidder i Kolding Byråd for Liberal Alliance.

– Vi er glade for at vi for tredje år i træk får SammenomJob-prisen for vores arbejde med at sikre bæredygtige jobs og fællesskaber. Det er især Conni Juul Schous store arbejde i vores kantine, der bliver påskønnet med Kolding Kommunes pris, siger rektor Carsten Vikkelsøe.

I alt er der 135 lokale virksomheder, som i år modtager prisen.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist