Der var champagne i de højstilkede glas, da 137 af Koldings virksomheder tirsdag blev fejret på Koldinghus som modtagere af prisen SammenomJOB 2026. IBA Erhvervsakademi Kolding er én af årets prismodtagere. Prisen gives blandt andet for at hjælpe folk, som står på kanten af jobmarkedet.
Fra IBA deltog rektor Carsten Vikkelsøe og kantineleder Conni Juul Schou, og de kunne skåle på, at det nu er tredje gang i træk, at IBA modtager den kommunale jobpris.
– Jeg er her for at sige tillykke. Og for at sige tak! For I viser, at vores arbejdsmarked er for alle, sagde borgmester Jakob Ville blandt andet i sin tale til de fremmødte prismodtagere.
Også Birgitte Munk Grunnet var i festhumør, da hun holdt tale som formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Kolding Kommune. Hun roste forsamlingen for at sætte ord bag handling og ”investere i mennesker”.
– Til sammen gør I en forskel. Og hvis vi alle siger det højt, så kan vi også inspirere andre til at gøre det samme, lød det blandt andet i talen.