Hun går langsomt op ad videntrappen og ser sig nysgerrigt omkring sammen med sine forældre. Næsten som om, at hun aldrig har været på erhvervsakademiet i Kolding før. Og det selv om hun i minutterne forinden er blevet hyldet til dimissionen i auditoriet, fordi hun er en af de studerende som er blevet færdiguddannet som Finansøkonom.

Men den 23-årige Emilie Dolleris Billing har aldrig været fysisk på IBA før. For hun har læst sin finansuddannelse online. Så hun har fået undervisning to dage om ugen foran sin computerskærm og har kun mødt sine undervisere og medstuderende online.

Årsagen er, at Emilie spiller fodbold. Hun er, som hun selv siger, semi-professionel og kan næsten leve af det. Hun har lige tegnet kontrakt med Esbjergs forenede Boldklubber (EfB) flytter derfor nu til Vesterhavet.

Før det har den driblende sportskvinde spillet i klubberne Kolding Q, Varde IF, Fortuna Hjørring, AaB, Sarpsborg i Norge og FC Thy-Thisted Q.

 

Lattermilde Emilie spiller semiprofessionelt fodbold i Thisted
Emilie Dolleris Billing bliver af fodboldkyndige kaldt en taktisk stærk leder og kulturbærer, fordi hun ofte går forrest på banen og har en god teknisk forståelse for spillet på hele banen. Nu er hun også nyuddannet Finansøkonom fra IBA i sin hjemby, Kolding.

 

De mange træningstimer på grønsværen, fodboldkampe og rejsedage har gjort det umuligt for hende at følge en uddannelse på normale vilkår. Men da hun så, at hun kunne læse til Finansøkonom online på IBA, blev det hendes vej til at læse en videregående uddannelse.

– Hej Emilie. Hvor er det godt at se dig, lyder det nysgerrigt fra en hel flok af Emilies undervisere, da hun og forældrene finder dem i kantinen efter rundturen.

Underviserne og Emilie har kun set hinanden på skærmen, så det er noget helt særligt både for dem og for hende at få lov at hilse på hinanden i virkeligheden.

En af dem, er IBA-underviser Kerim Rebronja, som er uddannet cand.merc. (jur) og underviser i erhvervsjura på finansuddannelserne. Netop hans undervisning har gjort et stort indtryk på Emilie. Faktisk har det fået en drøm om selv at få en juridisk uddannelse til at spire i hende.

– Hans undervisning i erhvervsjura har bare været mega-spændende. Det har decideret gjort, at jeg er begyndt at se mig selv gøre karriere den vej, siger Emilie, mens Kerim smiler stolt ved siden af.

Og så skal han og kollegerne lige høre, hvordan det går med fodboldspillet og ikke mindst det nye klubskifte.

 

Emilie Dolleris fra Harte ved Kolding er blevet færdiguddannet på IBA
Emilie er en særdeles erfaren fodboldspiller, som siden hun var 15 år er flyttet rundt efter, hvor den bedste træning og de største udfordringer var. Nu trækker hun i blåt og hvidt, når hun begynder at spille for Esbjergs forenede Boldklubber (EfB)..

 

Emilie spillede længe med drengene

Emilie er vokset op i Harte ved Kolding, hvor hun siden 5-års alderen har spillet fodbold. Hun fandt sin plads i forsvaret og blev ret god til det. Faktisk så god, at hun spillede med drengene frem til, hun var 11 år.

Da hun var 15 år, fulgte hun drømmen og flyttede hjemmefra i en tidlig alder. For her fik hun mulighed for at spille i Hjørring. Samtidig læste hun sin ungdomsuddannelse, en HHX, på EUC Nord og boede på akademiet tæt på. Det gjorde ondt på forældrene i Harte at lade hende flytte så tidligt hjemmefra. Ikke mindst hendes far, som Emilie smilende fortæller.

– Men jeg har altid drømt om at nå så langt som muligt med min fodbold. Og vil fortsætte kampen for kvindefodbold i Danmark, lyder det viljefast fra den 23-årige Emilie.

Hun fortsætter:

– Men herefter kunne jeg godt tænke mig at videreuddanne mig inden for erhvervsjura. For det har bare ramt noget inde i mig, som har gjort mig nysgerrig på mere viden.

 

Emilie Dolleris har læst sin Finansøkonom online - som fodboldspiller
Det gjorde da ondt på mine forældre, ikke mindst min far, da jeg flyttede hjemmefra i en alder af 15 år. For jeg var jo meget ung i forhold til at skulle bo på et fodboldakademi og selv klare alt fra rengøring til madlavning, fortæller Emilie om sin flytning til Hjørring for at spille fodbold.
HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


Britt Johnsen
Britt Johnsen
bhjo@iba.dk
+45 41 39 37 43
Kommunikationschef