Meget tyder på, at de unge har kunstig intelligens med i overvejelserne, når de søger ind på en uddannelse. Tanken strejfer i hvert fald, når du kigger på de seneste optagstal for de videregående uddannelser.

Mens der for eksempel er stor interesse for at læse Cybersikkerhed – blandt andet hos IBA Erhvervsakademi Kolding – er der markant færre på landsplan, som har søgt ind på en række af de korte it-uddannelser, der har højere ledighedstal. Faldet kan skyldes en bekymring for, om AI løber med mange arbejdsopgaver, før de unge er færdiguddannede.

Men fremtiden er mere nuanceret end som så. Ifølge IT-Branchens seneste barometer er efterspørgslen på it-kompetencer faktisk steget med 24 procent fra 2024 til 2025. Efterspørgslen ændrer imidlertid karakter, vurderer IT-Branchen. Her ser man en forskydning mod mere specifikke it-kompetencer, for eksempel AI og machine learning. Det kan Anita Larsen godt genkende. Hun er partner og CEO hos software-virksomheden IPW Systems A/S i Kolding. Firmaet har blandt andet leveret skræddersyede it-systemer til Aarhus Letbane, Vestfrost Solutions, Solar og AVK Gummi.

– Vi ved med sikkerhed, at der bliver mere og mere it i alt, hvad vi omgiver os med. Derfor er der også grund til at tro, at der bliver brug for mange, der arbejder med it i fremtiden. Men der er ingen tvivl om, at AI er med til at ændre på, hvad jobbene indeholder. Og den udvikling går altså rigtig stærkt lige nu, siger Anita.

Af samme årsag kan hun ikke sige med sikkerhed, hvordan verden ser ud om fire år i hendes branche.

– Men der vil stadig være brug for folk med både it-indsigt og forretningsforståelse, for ellers kan du ikke gå ind og optimere forretningsgange i en virksomhed. Der er nødt til at være nogle, som kan drifte et it-system og holde det ved lige. Og de skal også kunne lære andre, hvordan systemet fungerer, tilføjer hun.

 

Ansatte fra IPW om jobmuligheder i it-branchen.
Anita Larsen, Jan H. Andersen og Ulrik Nielsen medgiver, at AI allerede har forandret IT-branchen ganske markant. Men trekløveret fra IPW tror på, at der stadig vil være mange jobmuligheder forude.

 

Jan H. Andersen, som er partner og CTO i software-virksomheden, er helt enig. Han prøver at sammenligne situationen med værkstedsbranchen, hvor nutidens biler bliver mere og mere højteknologiske.

– Ude på værkstederne bliver der ikke rodet så meget med mekaniske motordele, som der gjorde engang. I stedet laver mekanikerne nu noget andet. Der er nemlig stadig brug for dem til nye opgaver, samtidig med at mængden af biler bare vokser og vokser. Den parallel kan man godt drage til it-branchen, fortæller han.

Selv om nogle virksomheder er fristet til at bytte juniorjob ud med en AI-assistent, tvivler han på, at den vej er frugtbar i længden. Tværtimod.

– Vi skal træne næste generation op, for ellers vil der mangle nogen, som kan tage over. Det er de nye it-uddannede, som skal sikre fødekæden, siger Jan H. Andersen.

Han forklarer, at med AI er det muligt at udvikle systemer meget hurtigere end før. Og den styrke bliver brugt til at skabe systemer, der er meget større og mere komplekse end hidtil.

– Derfor ser vi også, at it-sikkerhed er et område, som tiltrækker nye folk, fordi opgaven vokser og er blevet langt mere krævende, tilføjer han.

 

computere i arbejde.
Tal fra interesseorganisationen IT-Branchen viser, at der lige nu fortsat er stor efterspørgsel efter it-kompetencer. Samtidig er der færre ansøgninger til visse it-uddannelser, mens det er lige omvendt for andre. Blandt andet har IBA for første gang oprettet en professionsbachelor i Cybersikkerhed, som er meget efterspurgt.

 

Den accelererende udvikling stiller store krav både til virksomheder og til IBA og andre uddannelsessteder, der skal klæde de studerende på, så der er sammenhæng mellem uddannelse og arbejdsopgaver. Men de studerende skal også huske at kigge indad, mener Ulrik Nielsen, som er Devops Engineer hos IPW.

– Det er interessen hos de studerende, som er afgørende. Og i stedet for at sigte efter et bestemt job, skal de måske nærmere tænke over: ”Hvorfor vil jeg gerne arbejde i it-branchen?”. Jeg er nemlig sikker på, at der nok skal være arbejde, når de er færdiguddannede, men ingen kan forudsige, hvordan det enkelte job vil forandre sig i løbet af den tid, de går på studiet.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist