Hvis nogen fortjener sin sommerferie, må det være 27-årige Cecilie Nordahl Heyde. Forinden blev hun hyldet hos IBA Erhvervsakademi Kolding for at bestå hele tre bachelorgrader på én gang. Det er en præstation, der er meget langt i mellem.

– Jeg har elsket det. Selvfølgelig har det også været presset ind i mellem, men så lærer man nye sider af sig selv, smiler Cecilie.

Hun har bestået en bachelor i International handel og markedsføring på IBA, der involverede et praktikforløb hos LEGO, hvor hun også har haft studiejob. Sideløbende valgte hun at følge online-undervisningen i Business Management og Marketing hos engelske Leeds Becket University. Professionsbacheloruddannelsen åbnede mulighed for også at tage et enkelt semester i Bruxelles, hvilket resulterede i hendes tredje bachelorgrad.

 

Foto af Cecilie
– Hele vejen gennem uddannelsen har der været super meget hjælp at hente hos IBA’s internationale kontor. De har hjulpet med det praktiske, og jeg har altid haft mulighed for at ringe med mine spørgsmål, fortæller Cecilie Nordahl Heyde.

 

Alt i alt har det været halvandet år med mange opgaver og meget lidt fritid. Der er sagt pænt nej tak til mange invitationer undervejs, medgiver Cecilie.

– Det har kun været muligt, fordi jeg har haft en masse forstående mennesker omkring mig, som har været med til at bakke op og heppe på mig. Det gælder ikke mindst mine kolleger hos Lego. De var en kæmpe støtte, da jeg fik muligheden for at tage til Bruxelles for at studere, samtidig med at jeg stadig kunne passe mit studiejob hos dem.

 

Yoga og løb hjalp Cecilie

Når man tager tre uddannelser på én gang, så stiller det krav til både punktlighed og fysik. Cecilie har haft et øje på alle de opgaver, som skulle afleveres undervejs, mens hun har brugt både løb og yoga til at koble af. Og til at tanke fornyet energi.

– Man skal finde noget, som virker afslappende på én. Når du har travlt, så kommer du også nemt til at afspejle travlhed udadtil. Så det gælder om at få styr på sig selv, så man ikke konstant udstråler den travle type, der altid har gang i 100 projekter på samme tid, siger hun.

 

Foto af Cecilie
Gennem hele sit uddannelsesforløb har Cecilie gjort brug af de internationale samarbejder, som IBA tilbyder sine studerende – både når det gælder studier og praktik i udlandet.

 

Mange internationale muligheder

Før hun tog sine bachelorgrader, har Cecilie læst markedsføring på IBA. Dengang valgte hun at tage et semester i Geneve og sin praktik i spanske Alicante. Nu kan hun også føje Bruxelles til rækken af studiebyer. Cecilie fortæller, at hun meget bevidst er gået efter et CV med en skarp, international profil.

–  Jeg er fra Nordsjælland. Men jeg valgte at flytte til Kolding for at studere, fordi IBA har mange internationale samarbejdspartnere. Det åbner mange muligheder. Og så var jeg tiltrukket af, at IBA også har et tilbud om at læse kinesisk. Jeg lærte ganske vist ikke at tale kinesisk, men nu ved jeg en masse om deres kultur, og det kommer man også langt med, siger Cecilie.

 

Foto af Cecilie
– Jeg overvejede aldrig at give op. Det var slet ikke en vej, jeg skulle ned ad, smiler Cecilie, som er blandt de meget få, som tager en såkaldt triple degree med hele tre bachelorgrader på samme tid.

 

Tid i tænkeboks

Det har været lidt af en maraton at tage tre bachelorgrader på én gang. Nu er det tid til at sænke skuldrene og tænke over fremtiden.

– For mig er det helt nyt, at der ikke venter en ny opgave eller eksamen forude. Jeg har fået præcis de uddannelser, som jeg har ønsket mig, så nu er det tid til at gå i tænkeboks og overveje fremtiden. Jeg har ikke et bestemt job i tankerne, men mine uddannelser åbner i hvert fald for mange muligheder.

HAR VI VÆKKET DIN INTERESSE?

Få mere information

Morten med sin kone foran trappen på IBA

Morten ville give studieprisen til sin hustru

Gabriela Mazallo Bocchi

Dobbelt bachelor i International Handel og Markedsføring

Janni Bergendorff

Læs om professionsbachelor i International handel og markedsføring

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist