IBA summede af liv, sprog og kulturer, da 180 studerende og undervisere fra hele verden samledes til International Week.

De mødtes på IBA for at deltage i fire forskellige Erasmus+ Blended Intensive Programmes – tre målrettet studerende og ét for undervisere. De studerende deltog i enten “International Business Week”, “International Marketing Week” eller “International Multimedia/ICT Week”, mens de deltagende undervisere var samlet om forløbet “Global Mindset Training”.

Deltagerne kom fra 18 universiteter og repræsenterede næsten 30 forskellige nationaliteter.

Gennem hele ugen boede og arbejdede deltagerne sammen på tværs af sprog og baggrunde med ét fælles mål: at lære, dele og bygge bro mellem kulturer. Det blev en uge fyldt med spændende dialoger, nye perspektiver og venskaber på tværs af grænser. Ugen blev skudt i gang med en velkomstaften, som samtidig markerede fejringen af den kinesiske lanternefestival – midt i hjertet af Kolding.

Internationale studerende der tager morgenmad fra morgenmads baren.
De mange udenlandske studerende bor sammen på Kolding Hotel Apartments. For at styrke deres netværk bor de i lejligheder sammen med andre studerende fra mange forskellige lande.

 

Sofian Akhout
– Jeg glæder mig til at møde nye mennesker fra forskellige kulturer og komme udenfor min komfortzone, fortæller Sofian Akhout, der til dagligt studerer Finance and Insurance i Belgien. Han følges med tre andre fra sin skole til international uge på IBA i Kolding, hvor han allerede har mødt folk fra Frankrig, Bulgarien, Guatemala, Portugal og Jordan.

 

Faye Van Son
– Jeg glæder mig til at få nye perspektiver på mit fag, for jeg tror, at man tænker forskelligt i forskellige kulturer, fortæller Faye Van Son, der til dagligt studerer Creative Media Management i Belgien.

 

Ildikó Antal der snakker ud til auditoriet fyldt med internationale studerende.
Ildikó Antal, direktør for IBA International & Confucius Institute,  bød velkommen til International Week på IBA. – Det vigtigste, I kan tage med herfra, er globale kompetencer, samt alle de nye venskaber, I får fra forskellige lande. Gennem dialog og i gruppearbejder kommer I til at finde løsninger sammen.

 

Pákai Péter Bence
Det er anden gang, at Pákai Péter Bence fra Ungarn er til International Week på IBA i Kolding. – Sidst havde jeg en virkelig god uge, så jeg fik lyst til at komme igen. Jeg meldte mig til for at lære om økonomi, men det viste sig, at det sociale og netværket med folk fra andre kulturer blev mindst lige så vigtigt.

 

Razan Naber og Saif Dafesh
Razan Naber (hvid bluse) og Saif Dafesh (sort bluse) er fra Jordan og studerer på ELTE University i Ungarn, men har ikke fået nok af at udforske nye lande og kulturer. De fortæller begge, at de er blevet mere selvstændige af at studere i et andet land. De glæder sig til at få nye oplevelser og nye venner til International Week på IBA.

 

Anatolie Cantir der snakker til de studerende i auditoriet.
Anatolie Cantir, professor fra Via University College, fortalte de mange internationale gæster om den danske kultur set både indefra og udefra, da han oprindeligt selv kommer fra Moldova, men har boet i Danmark i mange år.

 

Billede af de mange internationale studerende taget på trappen på IBA.
Næsten 30 nationaliteter fra øst til vest: Østrig, Bangladesh, Belgien, Bulgarien, Kina, Tjekkiet, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Guatemala, Ungarn, Israel, Jordan, Letland, Marokko, Holland, Nigeria, Portugal, Rusland, Slovakiet, Sri Lanka, St. Lucia, Syrien, Tunesien, UK, Ukraine og USA

 

Jeppe Johansen
– Jeg har elsket at være omringet af forskellige kulturer, fortæller Jeppe Johansen, der til dagligt studerer Finansøkonom på IBA, men i denne uge er en del af International Business Week. – Jeg har altid synes, at to hjerner tænker bedre end en, så jeg kan godt lide, at vi i Danmark arbejder meget i grupper. Det gør de ikke så meget i andre lande, men jeg har omvendt nogle af dem til, at det er en god ide, som de vil tage med hjem.

 

Claas Crome
Claas Crome kommer fra Tyskland, studerer business management i England og deltager i International Business Week på IBA i Kolding. Han fortæller, at han på IBA har oplevet en anden måde at løse problemer i projektarbejdet. Der er ingen korrekt måde, og der ikke kun en vej til målet. Han har også bemærket, at forholdet til underviserne ikke er så formel. Han har f.eks. aldrig før set lærere drille hinanden foran de studerende.

Mia Huntley
Mia Huntley studerer til dagligt i Ungarn og kommer fra Abu Dhabi. Hun deltog i International Marketing Week. Undervisningen på IBA er anderledes, end hvad hun har oplevet tidligere. – Vi arbejder os her frem til en løsning gennem en proces. Det giver en mulighed for selv at tænke mere. I stedet for at andre giver os retningen med opgaven og dermed løsningen.

 

Studerende der har undervisning.
Undervisningen til International Marketing Week er en blanding af gruppearbejde, coaching, udflugter og sociale arrangementer. Underviser på IBA Nikolaj Svensson har sat et gruppearbejde i gang og coacher undervejs.

 

Studerende der har gruppearbejde.
Feron Achille studerer til dagligt e-business i Belgien og deltager i International Multimedia/ICT Week. – Her på IBA lærer vi gennem diskussion i gruppearbejdet. Jeg har i snakken med de andre oplevet, at der er forskellige måder at lære i forskellige kulturer, fortæller Feron, der er i en gruppe med studerende fra Ungarn, Danmark, Holland og Belgien.

 

Studerende der har gruppearbejde.
– Jeg har lært at arbejde sammen med andre på tværs af kulturer, fortæller Søren Lausen, der til dagligt studerer Multimedia på IBA. Han har også valgt Multimedia til International Week og i hans gruppe er der foruden ham selv studerende fra Belgien og Israel.
Har du spørgsmål?

Kontakt


Foto af Ildikó Antal
Ildikó Antal
ilan@iba.dk
+45 25 28 45 47
Director, IBA International & Confucius Institute