Som uddannet elektronikmekaniker har Morten altid interesseret sig for at konstruere sine egne dimser og dingenoter, og han bliver ikke forskrækket, hvis du kalder ham for elektronik-nørd. Nærmere tværtimod.
Morten har arbejdet som tekniker og teamleder hos Flyvevåbnet i 30 år. Holdets operative opgave er at holde kontrol med luftrummet over Danmark. Det sker fra flyvestation Skrydstrup ved hjælp af langtrækkende radarer, sensorer og avancerede teknologiske systemer. Til formålet har Morten fået assistance af et nyt værktøj: En 3D-printer.
– Vores materiel må ikke stå stille. Systemet skal altid virke. Og derfor er jeg glad for, at vi har fået 3D-print som en del af vores værktøjskasse. For 3D-print er genialt. Det åbner for 20 døre på én gang, når du har brug for en reservedel eller står med et konkret problem, som du skal løse i løbet af kort tid, forklarer Morten.

Egentlig begyndte det som et fritidsprojekt i privaten, hvor han udvidede sit arsenal med en 3D-trådprinter. Pludselig kunne han printe præcis de stumper, han skulle bruge til sine projekter på hjemmefronten.
– Det var faktisk en åbenbaring. Alt, jeg kunne tænke mig til og få tegnet i et CAD-program, kunne jeg materialisere med min 3D-trådprinter, siger Morten.
Og efter kort tid begyndte han at overveje, hvordan teknologien også kunne blive en fordel på arbejdspladsen.
– Når først man har 3D-print som en del af sit mindset, så får man øje på udfordringer, som vi ville kunne løse med hjælp fra en 3D-printer. Derfor fik jeg hurtigt beregnet en business-case, som viste, at vi blot skulle printe ganske få reservedele, så ville printeren allerede have tjent sig selv hjem, siger Morten.

Efter han var begyndt at tegne og printe reservedele på jobbet, blev Morten opmærksom på, at IBA Erhvervsakademi Kolding underviser i anvendelse af 3D-print. Der er også et andet fag – Teknisk dokumentation – hvor deltagerne lærer at tegne og konstruere særligt til 3D-print. Morten endte med at deltage i begge forløb.
– På uddannelsen gik jeg på hold med folk fra LEGO og andre store virksomheder, der virkelig arbejder professionelt med 3D-print. Det har givet mig et godt netværk, og jeg har fået helt nye input til, hvordan vi selv kan gribe det an hos os, siger Morten, som tilføjer:
– Mit sigte har været, at vi nu kan arbejde med og formidle viden om 3D-print på et højere niveau, og det er helt sikkert også det udbytte, jeg har fået af undervisningen.

Vil du ha´mere viden?
