

– Jeg kan godt lide at være effektiv med min tid. Derfor passer online undervisning perfekt til mig, for man er sin egen chef.
Sådan fortæller Camilla Dalgaard, som derfor er at finde blandt de studerende, der tager professionsbachelor i International handel og markedsføring, hvor undervisningen foregår online. Det er første gang, at IBA også har en online-udgave af dén uddannelse.
Camilla Dalgaard kommer direkte fra Markedsføringsøkonom, som hun også læste online på IBA. Hun er glad for den fleksibilitet, der ligger i undervisningsformen:
– Jeg kan for eksempel vælge at læse fra klokken 08 til 20, og så kan jeg holde fri på andre tidspunkter i løbet af ugen. Man har det samme antal studietimer som på et fysisk hold, men man har større indflydelse på at fordele dem, fortæller hun og fortsætter:
– Jeg synes, undervisningen fungerer virkelig godt. IBA har styr på tingene, og underviserne er virkelig gode, siger Camilla, der foretrækker undervisning online i stedet for fysisk fremmøde.
Tidligere har hun været selvstændig kunstmaler i Aalborg, hvor hun bor. Det indebar blandt andet en masse arbejde med markedsføring for at få malerierne solgt.
– Efterhånden blev jeg bare mere og mere forelsket i den del af jobbet. Så det lå lige til højrebenet at læse en Markedsføringsøkonom. Og i dag har jeg næsten lagt penslerne fuldstændigt og byttet dem ud med computeren, smiler hun.
Derfor tøvede hun heller ikke med at læse videre på IBA, da professionsbachelor i International handel og markedsføring blev oprettet som online-hold.
– Jeg kunne godt tænke mig at få det internationale aspekt med, for det berører jo de fleste virksomheder. Og jeg ville gerne fortsætte på IBA, fordi det hele fungerede så godt, da vi læste Markedsføringsøkonom.
Camilla beskriver sig selv som disciplineret og skrap til at lægge planer. Og hun synes, det er en stor fordel, hvis man vælger at studere online:
– Jeg er god til at lægge planer – og så overholde dem. Så hver fredag lægger jeg et skema for den kommende uge. Og jeg ved, at hvis jeg overholder den, så når jeg også i mål med det, jeg vil.