– Jeg har ikke fortrudt et sekund, at jeg valgte at læse videre, selv om jeg også blev presset undervejs. Men det minder på mange måder om løbetræning: I starten er det hårdt, men når først du kommer ind i rutinen, så føles det hele meget nemmere.
Med den sammenligning beretter Christoffer Felsgård Dahl om sine erfaringer med den MBA-uddannelse, han gjorde færdig i 2025. Hovedopgaven skrev han efter skiftet til sit nuværende lederjob hos Novo Nordisk.
Han læste uddannelsen online hos IBA Erhvervsakademi Kolding, der udbyder sine MBA-uddannelser i et nært samarbejde med Leeds Beckett University. Christoffer beskriver sin master som en ”360 graders syn” på de udfordringer, du møder i hverdagen om leder.
– Jeg opfatter det som en generalist-uddannelse, som klæder dig på, så du kan tale med på alle fronter og niveauer. Det kan jeg rigtig godt lide, forklarer han.

Oprindeligt er han uddannet elektriker og siden maskinmester. Kort efter fik han job i Hovedstadens Forsyningsselskab, som på det tidspunkt stod for at skulle bygge en ny kraftværkblok på Amager. I løbet af projektet fik han job som teamleder for smedene og elektrikerne.
– Det er ikke hver dag, der skal bygges et nyt kraftværk, så det var en virkelig spændende opgave. Men det var mit første lederjob, så jeg lærte på den hårde måde, at som leder har man også brug for noget teori at stå på, siger Christoffer.
Heldigvis har han altid været glad for at uddanne sig, så i første omgang læste han HD, inden han gik skridtet videre og tilmeldte sig en European Executive MBA. Den kunne han læse online hos IBA, så det var helt uproblematisk, at han rent fysisk befandt sig på Sjælland.
Undervisningen er asynkron, så de studerende vælger tilmed selv, hvornår de vil lægge deres studietimer og lektielæsning. Det giver fleksibilitet i hverdagen. Og ja – så var teknologien altså også en god makker undervejs, forklarer han.
– Med hjælp fra AI kan du nemt få omsat et kapitel fra lærebogen til en podcast, så du hører to værter, der sidder og taler sig gennem stoffet. Du kan stadig selv bryde ind med spørgsmål undervejs. For mig var det en rigtig god måde at få teorien ind på, samtidig med at jeg kunne løbe en tur. Det var meget værdifuldt, siger Christoffer.
Da han begyndte studiet, var han allerede blevet far første gang – og en lille ny var på vej. Så selvfølgelig skulle undervisningen og lektielæsningen fungere side om side med familielivet.
– Det kan ikke undgås, at der er tidspunkter, hvor du er udfordret af at læse en MBA ved siden af både job og familie. Men det er jo kun i en periode af dit liv. Så mit bedste råd er, at du nøjes med at fokusere på et semester ad gangen. På den måde spiser du elefanten i bidder, siger han.
