

Hvad er forskellen på et kursus og en uddannelse egentlig?
En del af forskellen er, at du på en uddannelse skal til eksamen. Måske er det ikke noget, du ser frem til, lige når du begynder. Men faktisk kan du godt glæde dig. For hos os er eksamen en væsentlig del af din læring på uddannelsen. Vi tror på, at du lærer langt mere, netop fordi du skal til eksamen.
Og hvorfor så det?
Eksamen definerer, hvad du skal rette dit fokus på i løbet af undervisningen. Din eksamen smitter altså af på, hvad du lærer. Denne nøje sammenhæng mellem undervisning og eksamen kalder man også for backwash-effekten.
Derfor er det ekstra vigtigt, at eksamen er designet, så den afspejler det arbejdsliv, du skal fungere i bagefter. Teorien skal afstemmes med praksis. En veldesignet eksamen betyder, at der er overensstemmelse mellem målet med faget, undervisningen og bedømmelsen til eksamen. Det hjælper dig til at fokusere på, hvad der er vigtigt at lære.
Når du tager en fuld akademi- eller diplomuddannelse her på IBA, vil du opleve forskellige eksamensformer. I ét fag skal du måske arbejde med et kort projekt, hvor du afleverer en disposition og et praktisk produkt, i et andet aflevere en læringslogbog – og i et tredje skrive et længere skriftligt projekt. Nogle gange er afleveringerne suppleret med en mundtlig eksamen og andre gange ikke.
Fælles for alle eksamenerne er imidlertid, at de altid tager udgangspunkt i en praktisk case fra dit arbejdsliv – og vel at mærke en case, som du selv vælger og formulerer. Din nye viden er ikke blot teorier i en bog, men derimod et praktisk redskab, du kan bruge i hverdagen.
Så på IBA bruger vi altså backwash-effekten til din fordel: Vi ved, at du særligt lærer efter, hvad du skal til eksamen i, og derfor sørger vi for, at du går til eksamen i noget, du har gavn af i dit arbejdsliv.
Eller sagt på en anden måde: Eksamen er et sted, hvor du øver dig på at bruge det, du har lært. Og i forløbet får du naturligvis feedback og gode råd fra din underviser.
Derudover er eksamen også en form for garanti. Den er nemlig dokumentationen for, at du har lært det, der står på dit eksamensbevis. Det er til gavn for både dig og din arbejdsgiver.
Der er også andre vigtige forskelle på et kursus og en uddannelse.
For det første har hvert fag et antal såkaldte ECTS-point. De er ikke et udtryk for fagets sværhedsgrad, men for arbejdsmængden i faget. En hel uddannelse er 60 ECTS-point. Du får kun ECTS-point, hvis du går til eksamen og dermed gennemfører uddannelsen. Pointene betyder, at du lettere kan skifte mellem forskellige uddannelsesinstitutioner. Det gælder både herhjemme og i udlandet. Du kan med andre ord tage dine point fra IBA og bruge dem til læse videre et andet sted.
For det andet er IBA kvalitetssikret af Danmarks Akkrediteringsinstitution, der er en selvstændig og fagligt uafhængig institution under Uddannelses-og Forskningsministeriet. Det er din sikkerhed for, at kvaliteten lever op til en lang række officielle krav.
Hvis du vil vide mere om vores uddannelser og eksamensformer, kan du læse mere under de enkelte fag – eller du kan kontakte IBA og få en snak med en studievejleder.
Vil du ha´mere viden?