Når du begynder på en uddannelse, er alting nyt. Sandsynligvis har du en masse spørgsmål, der brænder på tungen: Hvor køber jeg mine studiebøger? Hvornår er det fedt at samles i studenterbaren? Har jeg tid til at passe et studiejob ved siden af lektierne? Og så videre.
Det er lige præcis hér, Clara Mayland og Tanya Ejvang Jensen kommer ind i billedet. De har nemlig meldt sig som tutorer på IBA Erhvervsakademi Kolding. Og sammen med resten af årets tutor-hold vil de hjælpe deres nye studiekammerater med at finde sig godt til rette i de nye omgivelser.
– Det er fedt med nogen, man kan spørge om alt. Når man begynder, er der så mange indtryk, du skal huske. Derfor er det rart at kende nogen, som ved, hvordan tingene fungerer her på stedet. Det er dén oplevelse, jeg selv havde med mine egne tutorer, og den vil jeg gerne give videre til de nye studerende, fortæller 20-årige Clara, der læser Entreprenørskab og design.
Hendes studiemakker Tanya har også meldt sig som tutor. Hun har gode minder fra sin egen studiestart, hvor hun straks lærte sine tutorer at kende på den første skoledag.

– Der er vigtigt med nogen, som introducerer de nye til studiemiljøet. Tutorerne deler ud af deres egne erfaringer, og dem kan du stille spørgsmål, som du måske ikke ville stille til en underviser, siger Tanya, som er 23 år og også læser Entreprenørskab.
De to skal ikke blot svare på praktiske spørgsmål og dele ud af deres erfaringer. Sammen med de øvrige tutorer arrangerer de nemlig en festlig introdag for alle de nye på IBA, og Tanya og Clara skal også på hyttetur med de studerende, som begynder på Entreprenørskab og design-uddannelsen. Her venter både madlavning, bålhygge og forskellige lege, som tutorerne tager initiativet til.
– Jeg er sikker på, at det bliver rigtig hyggeligt. Vores egne tutorer havde i hvert fald også en virkelig god tur, da det var dem, der stod med ansvaret, husker Tanya.
Selv om tutorerne er tæt forbundet med selve studiestarten, så vil de begge gerne blive i rollen meget længere.
– Jeg har selv haft glæde af at tale med mine tutorer, efterhånden som vi er kommet længere hen i uddannelsen. De bliver jo ved med at have en erfaring, som du kan have gavn af, når du står overfor en stor opgave på studiet, fortæller Tanya.
Clara nikker og tilføjer:
– Hvis du har haft en god tutor, så er det noget, du bliver ved med at huske. Og vi vil da gerne have, at de nye studerende bliver inspirerede og selv får lyst til at blive tutorer på grund af os, smiler hun.