SEOday 2016

Kæmpe interesse for at blive gode venner med Google

Torsdag den 28. januar 2016 var alle landets SEO-specialister samlet i Kolding på den største danske konference om SEO nogensinde.

En konference som også fik fint besøg af en af verdens førende SEO-eksperter, amerikanske Brian Dean. Sammen med de andre specialister øste han ud af sin viden om, hvordan man kommer til at stå øverst, når kunder søger efter produkter og erfaringer.

Dette er en ældre artikel. De personer, der er skrevet om, er nu kun nævnt med fornavne. Du kan derfor heller ikke længere se portrætbillederne, der tidligere indgik i artiklen. 

Stemningsbillede fra scenen til SEOday

Konferencen i søgeoptimering (SEO) på nettet, holdte IBA i samarbejde med bureauet OnlinePartner. Og arrangørerne er helt blæst omkuld af den store interesse.

– Tænk at man kan samle så mange specialister om så smalt et emne som SEO her i Kolding. Det havde vi slet ikke turde håbe på, sagde Mette, som er Marketingdirektør og chefkonsulent hos IBA Erhvervsakademi Kolding.

Konferencens billetter blev så hurtigt udsolgt, at selv om Mette og co. tredoblede antallet af pladser, så opstod der alligevel hurtigt en lang venteliste. Og det med deltagere fra hele landet.

 

Stemningsbillede fra SEOday

 

To af deltagerne var Gorm og Jens fra Jyske Bank. Banken har i en årrække haft et bureau til at sørge for, at bankens website bonner ud så ofte som muligt, når nysgerrige googler. Men nu har banken trukket arbejdsopgaverne hjem:

– Vi vil gerne have ”hands on” og selv være med til at blive bedste venner med Google. For hvem vil ikke gerne være det?, sagde online strateg Gorm, der glæder sig over, at han fik den nyeste viden om SEO og håbede, at han, når dagen var slut, stadig havde fornemmelsen af, at de er på rette spor i Jyske Bank.

Netop tiden til at nå at udveksle erfaringer med de forskellige SEO-eksperter er højt prioriteret hos arrangørerne. De har allerede planlagt at gentage konferencen næste år – men den skal stadig ikke være større, end at der bliver mulighed for at få spurgt de store eksperter til råds.

– SEO er en disciplin, hvor reglerne ændrer sig dramatisk. Google er blevet bedre til at forstå og vurdere indhold på nettet. Det stiller nye krav til dig, der gerne vil have trafik til dit website. Og hvad er så bedre end at bede alle de dygtigste på området komme og give deres bedste fif, siger arrangør Rune fra Online Partners.

Info om SEOday

  • Det er Danmarks store inspirations- og netværksdag for alle, der arbejder med at skabe forretninger via søgemaskineoptimering.
  • SEOday er den eneste konference i Danmark, som fokuserer 100 procent på SEO.
  • Løb af stablen første gang i januar 2016.

Læs mere om SEOday her >>

Vil du ha´mere viden?

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Interesser
*Feltet er påkrævet.
Ved at tilmelde dig nyhedsbreve fra IBA Erhvervsakademi Kolding accepterer du, at vi indsamler, behandler og opbevarer oplysninger om dig. Læs hvordan vi behandler dine oplysninger.
Jeg er ikke en robot

Billede af Christian Veng og kollega