SEOday 2017

178 søgte ny viden om SEO

For 2. gang inviterede IBA sammen med Online Partners til en helt dag med fokus på SEO. 178 gæster sugede til sig af alt det nye, som de 18 oplægsholdere delte ud af.

Dette er en ældre artikel. De personer, der er skrevet om, er nu kun nævnt med fornavne. Du kan derfor heller ikke længere se portrætbillederne, der tidligere indgik i artiklen.

Deltagerne netværkede straks

SEOday 2017 blev skudt smukt i gang på en kold januardag i Kolding, hvor 178 SEO-nysgerrige satte hinanden i stævne til en forrygende oplevelse.

Sammen skulle de suge viden til sig og debattere med SEO eksperter og ikke mindst hinanden. Dagen bød på hele 18 forskellige indlæg – blandt andet fra anerkendte eksperter fra USA og England.

 

Stemningshistorie fra SEOday 2017

 

Kvinder med fingrene på pulsen

Jette og Camilla var som kvinder i undertal på konferencen.

– SEOday er for mig en god mulighed for at blive opdateret. For jeg sidder med forskellige marketingopgaver, og det er svært at have fingeren på pulsen, lød det fra Camilla fra C2it i Kolding.

Den følelse kender Jette, som driver sin egen virksomhed, Assisting, i Kolding så udmærket:

– Det er rart at fordybe sig i løbet af dagen i dag – og så gå herfra med konkrete forslag til forbedringer, som man kan gå hjem og rykke på.

 

Stemningsbillede fra SEOday

 

Eric optog podcast på SEOday

Eric optog en podcast direkte på SEOday, hvor han interviewede tre af konferencedeltagerne på skift.

Den første var kommunikationsansvarlig, Anne-Mette, fra Bahnhof reklame- og webbureau. Hun skulle ligesom de andre, der blev interviewet, give sit bud på et godt SEO-fif.

Eric er IBA’s podcast partner, og han både underviser og holder foredrag på IBA Erhvervsakademi Kolding.

Hør podcast’en, som blev optaget på SEOday, her >>

 

Et helt reklamebureau deltog

Et reklamebureau som Clockwork i Odense har selvfølgelig deres eget website, som de skal sørge for bonner rigtigt ud på Google. Men de har i høj grad også alle de websites, de udvikler for deres kunder.

Så en god viden om SEO er yderst vigtig, fortæller direktør Jan, direkte fra SEOday2017 i Kolding.

Han havde taget sine fire ansatte med på konferencen, som nogle af dem også besøgte med succes for et år siden. Han drømmer om, at bureauet alle sammen i år får ny viden om, hvordan man netop bliver bedste ven med Google.

 

Stemningsbillede fra SEODay

 

Binia bad eksperterne om hjælp

SEO er bare “mega-spændende”.

Sådan lyder det fra tyskfødte Binia, som netop har stået for et helt nyt website hos oversætterbureauet World Translation i Aarhus.

Hun synes bestemt ikke kun, at SEO er for mandlige nørder. Eller for nørder i det hele taget. For i hendes optik er kendskab til SEO bare nødvendigt, når du som hende er salgs- og marketingadministrator i en virksomhed og står for websitet.

– Her på SEOday håber jeg at få en masse konkret viden, som jeg kan gå hjem og bruge direkte. Især glæder jeg mig til foredraget ”Sælg mere med den perfekte landingsside”, fortæller dansktalende Binia.

Hun var en af dem, som havde mod til at lade eksperterne gennemgå hendes firmas website – direkte på scenen. Og det gav hende mange brugbare råd med hjem.

 

Nørderne på tur

Emil og Martin fra Røde Kors føler sig som nørder på den gode måde. De rejste fra København til Kolding for at finde ud af, hvor de kan forbedre rodekors.dk

– Vi forventer ikke at gå herfra med en opskrift i dag. Men i stedet med en viden om, hvilke områder vi skal hjem og arbejde videre med. For vi er nødt til at have et website, som bliver vist før konkurrenternes på Google, fortæller Martin og Emil.

De kom i høj grad for at lære nogle flere ”kon-kollegaer” at kende, for de tager indimellem på besøg hos nogle organisationer, som ligner Røde Kors for at udveksle erfaringer med blandt andet SEO-optimeringen.

For hvem vil ikke gerne ligge øverst, når en kommende kunde googler efter et produkt eller en virksomhed?

Info om SEOday

  • Det er Danmarks store inspirations- og netværksdag for alle, der arbejder med at skabe forretninger via søgemaskineoptimering.
  • SEOday er den eneste konference i Danmark, som fokuserer 100 procent på SEO.
  • Løb af stablen første gang i januar 2016.

Læs mere om SEOday her >>

Vil du ha´mere viden?

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Interesser
*Feltet er påkrævet.
Ved at tilmelde dig nyhedsbreve fra IBA Erhvervsakademi Kolding accepterer du, at vi indsamler, behandler og opbevarer oplysninger om dig. Læs hvordan vi behandler dine oplysninger.
Jeg er ikke en robot

Billede af Christian Veng og kollega