Alle elsker at føle sig velkommen. Selvfølgelig!

Og som ny studerende på IBA står dine medstuderende klar til at tage rigtig godt imod dig. Ja, faktisk vil de gøre, hvad de kan, så dit studieliv bliver skudt i gang på den bedst tænkelige måde. Det sker med arrangementet ’Mød IBA’. Og det er De Studerendes Råd, som står bag initiativet.

Programmet strækker sig over tre dage fyldt med sjove aktiviteter. Ryste-sammen-dagene er for alle de kommende studerende, så du har mulighed for at få nye venner fordelt på alle IBA’s studieretninger.

 

Mød IBA byder studerende velkommen på studiet.
En del af ’Mød IBA’ er det store bingo-arrangement, hvor alle samles i auditoriet. Dette foto er fra august 2023 til den allerførste omgang bingo.

 

Bingo med fede præmier, Campus Quiz, grillhygge, teambuilding, pizzaparty, fredagsbar – det er bare nogle af de aktiviteter, som står på plakaten. Alle tre dage begynder programmet klokken 14, og du kan sagtens tilmelde dig, selv om du ikke har mulighed for at komme alle dagene.

– ’Mød IBA’ er et arrangement skabt af studerende, og det skal få nye studerende til føle sig hjemme på IBA lige fra første studiedag. Vi har sammensat et program, hvor det er hygge og sjov, der er i fokus. Og selv om vi åbner fredagsbaren om fredagen, så kan man sagtens deltage fuldstændig alkoholfrit, hvis man ønsker det, fortæller Diana Nielsen.

Hun er medlem af De Studerendes Råd (DSR) på IBA og tovholder på årets udgave af ’Mød IBA’. Arrangementet blev holdt første gang i 2023, hvor der var stor tilslutning til det nye initiativ.

– ’Mød IBA’ er med til at styrke sammenholdet, når studieåret går i gang. Og man får tidligt opbygget et netværk, som man kan trække på i løbet af studiet, siger Diana.

 

Tilmelding for IBA’ere

Det koster 150 kroner at deltage i ’Mød IBA’. Ud over underholdningen – og muligheden for at vinde de fede bingopræmier – får du snacks (onsdag), grill (torsdag) og pizza (fredag).

Så tøv ikke: Hvis du er optaget på IBA og ønsker at deltage, så tilmelder du dig via dette link: Tilmelding Mød IBA >>

Der er begrænsede antal pladser, så det er en god idé at sende sin tilmelding hurtigst muligt.

PS: Selv om du er forhindret i at deltage til ’Mød IBA’, skal du nok få en god velkomst når studieåret begynder. For på IBA bliver der selvfølgelig altid taget vel imod en ny årgang.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist