Interessen var stor, da IBA onsdag holdt Forskningens Døgn om AI-agenter og digitale ”mennesker”, som vi møder i stigende grad i kontakten med både virksomheder og offentlige forvaltninger.

Tommy Jensen, som er partner hos regnskabsfirmaet MyBookkeeper, var blandt dem, som nåede at sikre sig én af de gratis billetter til det udsolgte arrangement.
– I vores virksomhed kommer til at bruge mere AI i hverdagen. Så jeg håber, at Forskningens Døgn kan give os inspiration til at integrere AI i en virksomhed som vores. Når det gælder AI har vi blandt andet brug for at få indhegnet ”hvad vil vi?” og ”hvad må vi?”, fortæller Tommy Jensen, som havde firmaets marketingkoordinator, Natasha V. Knudsen, med til Forskningens Døgn på IBA.

De hørte blandt andet et oplæg fra Jesper Outzen, som underviser i anvendelse af kunstig intelligens på IBA. Han demonstrerede, hvor enkelt man kan skabe sin egen AI-agent. Men han forklarede også, hvor vanskeligt, det kan være, at få AI-agenten til at løse opgaven, sådan som det var tænkt fra begyndelsen.
– Derfor handler det ikke om, hvor mange AI-agenter, du kan bygge og sætte i arbejde. Det handler om, at du kun har dem, som rent faktisk giver dig en fordel i din hverdag, fortalte Jesper Outzen blandt andet.

Blandt tilhørerne sad også Helene F. Førrislund, som faktisk har haft Jesper som underviser, da hun for ti år siden gik på IBA. Nu har hun sin egen virksomhed, Build Team Balance, som arbejder med DISC workshops og teambuilding.
– Det er første gang, jeg får besøgt IBA’s nye bygning, så det er jo en god oplevelse i sig selv. Men ellers håber jeg, at Forskningens Døgn kan give mig en fornemmelse for, om AI også kan være med til at skabe værdi i min virksomhed, fortæller Helene.

Foruden Jesper Outzen hørte hun – og de øvrige deltagere – oplæg af blandt andre IBA’s Anne Dorthe Larsen, der præsenterede resultatet af forskningsprojektet ”When AI Feels Human”, som hun har gennemført sammen med kollegaen Edward Abel fra SDU. Anne Gerdes talte om ”AI-etik i praksis”, inden Lasse Jonasson fra Institut for Fremtidsforskning sluttede af med et oplæg om AI-transformation.
Forskningens Døgn er en årlig tilbagevendende videnskabsfestival.
Hvert år afholdes der i løbet af den uge, som videnskabsfestivalen varer, cirka 700 gratis events og foredrag i hele landet med mere end 50.000 besøgende.
Formålet er at sætte fokus på, hvordan forskning og innovation er med til at løse samfundets udfordringer.