Hvad betyder reformen for dit uddannelsesvalg?
Planlægger du at tage en videregående uddannelse – eller er du allerede i gang?
Så er det en god idé at sætte dig ind i de ændringer, der følger med den nye uddannelsesreform, som også omfatter erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne.
Reformen blev vedtaget i marts 2025, men der er stadig detaljer i reformen, som endnu ikke er endeligt afklaret.
På denne side har vi samlet de vigtigste spørgsmål og svar ud fra den viden, vi har på nuværende tidspunkt.
Du kan stadig tage en top-up – men fristen løber ud i 2028
Top-up uddannelser er overbygninger på halvandet år, som lægger sig oven på din erhvervsakademiuddannelse.
Men de nuværende top-up uddannelser er på vej til at forsvinde. Det skyldes en politisk reform, som omfatter mange af landets uddannelser.
Det betyder, at sidste optag bliver i januar 2028. Herefter vil top-up uddannelserne ikke længere eksistere i deres nuværende form.
Mange top-up har kun sommeroptag
Flere af de top-up uddannelser, du kan vælge på IBA, har dog kun sommeroptag. Det betyder, at sidste frist er sommeren 2027, hvis du vil søge ind på én af de uddannelser.
På hjemmesiden kan du læse under de enkelte uddannelser, hvornår der er optag. Hvis du er i tvivl om noget, kan du altid kontakte vores optagskontor med dine spørgsmål.
Du skal være i gang med en erhvervsakademiuddannelse
Som først nævnt lægger top-up uddannelserne sig oven på en erhvervsakademiuddannelse. Til sammen giver det dig en professionsbachelor på 3½ år.
Du skal være begyndt på en erhvervsakademiuddannelse senest i januar 2026, hvis du efterfølgende skal have mulighed for at vælge en top-up.
Er du begyndt på din erhvervsakademiuddannelse i januar 2026, er det samtidig et krav, at du gennemfører din erhvervsakademiuddannelse på normeret tid (2 år). Så kan du nemlig stadig nå at søge ind på en top-up uddannelse inden vinter 2028.
Hvad hvis du bliver forsinket?
Hvad sker der, hvis jeg begyndte på en erhvervsakademiuddannelse i januar 2026 og bliver forsinket undervejs?
Selvom du planlægger at gennemføre din uddannelse inden for den normerede studietid, kan der opstå situationer, som forsinker studieforløbet.
Desværre er det sådan, at hvis du bliver forsinket (uanset årsag), kan du ikke læse videre på en top-up uddannelse. For at kunne læse videre på en top-up på IBA (eller andre erhvervsakademier) skal du nemlig afslutte din erhvervsakademiuddannelse senest i januar 2028.
Bemærk: Det er ikke alle top-up uddannelser, som har optag både sommer og vinter. På IBA gælder det, at de fleste top-up uddannelser har sidste optag med studiestart i august 2027.
Hvad sker der, hvis du starter på det sidste optag på en top-up-uddannelse, men bliver forsinket undervejs?
Hvis du starter på den sidste årgang af en top-up-uddannelse, inden den udfases, kan en forsinkelse få betydning for dit videre studieforløb. Det skyldes, at der efter udfasningen ikke vil blive oprettet nye hold på uddannelsen.
Hvis du fortsat er indskrevet og opfylder de gældende regler for uddannelsen, vil IBA sikre, at du har mulighed for at færdiggøre din uddannelse.
Hvis du bliver forsinket på grund af barsel eller længerevarende sygdom, kan den resterende del af uddannelsen blive tilrettelagt på en anden praktisk måde end for det oprindelige hold. Det kan dreje sig om særligt tilrettelagte undervisningsforløb, samlæsning, digitale undervisningsaktiviteter samt individuel eller gruppebaseret vejledning.
Søger du om orlov, vil ansøgningen blive behandlet efter IBA’s gældende regler. Du har særlige rettigheder, når det drejer sig om blandt andet barsel, adoption og værnepligt. Orlov eller anden længerevarende forsinkelse kan få betydning for, hvordan den resterende del af uddannelsen konkret kan gennemføres. Du kan altid spørge i studieadministrationen om dine muligheder.
Her kan du læse mere om reformen
Reformens hovedelementer
Reformen rulles ud fra 2025 til 2030. Blandt de vigtigste ændringer er:
1. Ændret afslutningstidspunkt
De videregående uddannelser på fuldtid er blevet forkortet med én måned. Gælder for uddannelser fra sommer 2025 og frem.
2. Forkortelse af professionsbacheloruddannelser
Reformen klipper tre måneder af uddannelserne som professionsbachelor. Hidtil har uddannelserne haft en varighed af 3 ½ år. Ændringen medfører en kortere, afsluttende opgave og en enklere studieindretning. Forkortelsen svarer til 15 ECTS.
3. Top-up uddannelser udfases i reformen fra 2028
Fra sommeroptaget 2028 optages der ikke længere studerende på de eksisterende top-up-uddannelser på landets erhvervsakademier. På IBA har flere top-up uddannelser sidste optag allerede i sommeren 2027.
4. Nye uddannelser fra 2030
Der kommer nye efter- og videreuddannelser og nye fuldtidsuddannelser på erhvervsakademierne. Nogle af IBA’s toårige erhvervsakademiuddannelser bliver forlænget til treårige bacheloruddannelser. Det er ikke besluttet endnu, hvilke uddannelser det bliver.
5. Praktikum
Fra sommeroptaget 2026 betyder reformen, at der på nogle erhvervsakademier tilbydes praktikum for studerende på tekniske erhvervsakademiuddannelser, som ikke har en erhvervsuddannelsesbaggrund.
6. Nye etårige overbygningsuddannelse
Læs mere under selvstændig drop-down menu.
Kortere uddannelsesforløb
Alle erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser bliver tilrettelagt, så de kan afsluttes én måned tidligere end hidtil. For de studerende betyder det samtidig en måneds mindre SU.
Den tidligere studieafslutning gælder for studerende, der er optaget fra sommeren 2025 og frem.
Professionsbachelor bliver kortere
En række professionsbacheloruddannelser bliver afkortet med 15 ETCS (se mere under drop-down menuen om Reformens hovedelementer). Samlet set betyder det, at uddannelserne slutter tre måneder tidligere end hidtil.
Hvilke uddannelser afkortes med 15 ECTS på IBA?
- Finansbachelor
- It-arkitektur
- Cybersikkerhed
- E-commerce og digital marketing.
Ændringer på erhvervsakademiområdet
Reformen betyder, at der kommer en ny struktur for erhvervsakademi-uddannelserne.
- Der bliver oprettet nye treårige professionsbacheloruddannelser (180 ECTS). Det er ikke besluttet, hvordan uddannelserne bliver fordelt mellem IBA og de øvrige erhvervsakademier.
- Der bliver oprettet nye etårige overbygningsuddannelser (60 ECTS), der giver erhvervsakademiuddannede mulighed for at opnå professionsbachelor-niveau – også efter nedlæggelse af den nuværende top-up uddannelser. Det kan du læse mere om i drop-down menuen om ”Nye etårige overbygningsuddannelser”.
Nye etårige overbygningsuddannelser
- Der etableres nye etårige overbygningsuddannelser (60 ECTS). Uddannelserne kan enten gennemføres på fuld tid (med SU) eller på deltid (uden SU). I begge tilfælde er det uden deltagerbetaling.
- Det betyder, at hvis du har taget en erhvervsakademiuddannelse (2-2 ½ år), kan du opnå professionsbachelor-niveau ved at supplere med en af de nye overbygningsuddannelser.
- Profilen og indholdet på de nye overbygningsuddannelser får er ikke på plads endnu.
- For at kunne begynde på en af nye overbygningsuddannelser, skal der være gået to år, fra du afsluttede din erhvervsakademiuddannelse. I den mellemliggende periode kan du for eksempel passe et job.
- Der bliver dog mulighed for et mindre antal pladser (ca. 100), hvor studerende, som er i job, kan starte tidligere på den etårige overbygningsuddannelse (på deltid og uden SU). Detaljerne er ikke på plads, og det er uklart hvilke uddannelser, der får de pladser.
Praktikum på tekniske uddannelser
- Fra sommeroptaget i 2026 indføres praktikum (værkstedsforløb) for studerende på tekniske erhvervsakademiuddannelser, hvis de ikke har en erhvervsuddannelsesbaggrund.
- Formålet er at give de studerende de nødvendige praktiske forudsætninger for at gennemføre uddannelsen.
- Praktikum er obligatorisk for studerende i målgruppen, hvis uddannelsesinstitutionen udbyder praktikum.
- Det er ikke obligatorisk for institutioner at udbyde praktikum.
Nye muligheder for efter- og videreuddannelse
- Fra 2030 indføres nye efter- og videreuddannelsestilbud, som er gratis for både erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannede.
- Tilbuddene skal kunne tages på fuldtid (med SU) eller som deltidsuddannelse (uden SU). I begge tilfælde uden deltagerbetaling.
- Formålet er at styrke den livslange læring.
Tidslinje for reformens implementering
Tidslinje for reformens implementering
Ifølge Danske Erhvervsakademier gennemføres ændringerne gradvist mellem 2025 og 2030:
- Sommer 2025: Fremrykket studieafslutning (1 måned tidligere).
- Sommer 2026: Praktikum indføres på tekniske EA-uddannelser.
- Januar 2028: Sidste optag på nuværende top-up-uddannelser.
- 2030: Nye efter- og videreuddannelsestilbud træder i kraft.
IBA deltager i reform-arbejdet
IBA sidder i arbejdsgrupper sammen med sine søsterakademier og resten af sektoren i forbindelse med uddannelsesreformen.
Vi opdaterer løbende information, når der kommer nyt om, hvilke uddannelser der ændres, og hvordan de nye strukturer bliver udformet.