Når det gælder IBA’s lange historie, har lektor Keld Hvam været med på hele turen. Ja, helt tilbage til dengang det nuværende navn endnu ikke var faldet på plads.
Nu er hans erindringer fra IBA’s spæde start samlet i en fortælling, der dækker perioden fra 1991 og frem til 2024. Her tog IBA hul på en ny tid, da Niels Egelund fratrådte som rektor. Niels var IBA’s første rektor og Kelds mangeårige samarbejdspartner.
– Jeg har 50 års-jubilæum til august, så jeg var med, da vi fik etableret et samarbejdet med de engelske universiteter og fandt på at kalde os for International Business Academy. Det vil være synd, hvis den viden forsvinder, så derfor havde jeg lyst til at nedfælde IBA’s historie, sådan som jeg har oplevet det hele, forklarer Keld Hvam.
Keld kom til Kolding Købmandsskole i 1976 for at undervise i engelsk. Her blev ideerne skabt til det, som vi i dag kender som IBA Erhvervsakademi Kolding. Helt fra begyndelsen havde skolen den internationale profil, som også er reflekteret i IBA-navnet.

– Foruden engelsk er jeg uddannet i historie, så for mig er det vigtigt, at vi ved, hvor vi kommer fra. Det er ikke alle ansatte på IBA, der kender vores historie, men nu har de i hvert fald mulighed for at læse, hvordan jeg har oplevet vores udvikling helt fra den allerførste tid, fortæller Keld Hvam.
Hans beretning kan findes på IBA’s hjemmeside.