Kia Skov-Kjær Marshall
Nationalitet: Dansk/engelsk
Uddannelse: Markedsføringsøkonom
Dimitterede: Januar 2020
Nuværende job: Sales Coordinator hos FedEx Express
Tidligere job: Marketingkoordinator hos Y-Design.

Fem ord der beskriver IBA
- Fuld af muligheder
- Dedikerede undervisere
- Inkluderende
- Flotte omgivelser og velfaciliteret
- Netværksgivende.
Hvem er jeg
Jeg er oprindeligt fra England, men har boet det meste af mit liv i Kolding, Danmark.
Heldigvis har jeg alligevel hele mit opvæskt haft et nært tilhørsforhold til England, da en større del af min familie fortsat er bosiddende der. Af samme årsag har det altid været naturligt for mig at kommunikere på engelsk, og jeg sætter stor pris på at kunne dyrke mine britiske aner.
Efter jeg i 2014 fik min studentereksamen, blev jeg tilbudt en elevplads i Matas Kolding Storcenter, hvor jeg havde haft job som skolepige under min gymnasietid. Dette krævede en kort HGS top-up på IBC i Kolding, hvorefter jeg begyndte som elev i nogle år og blev uddannet materialist (salgsassistent m. speciale) i 2017.
Samme år fik jeg vores første barn og nød et års tid på barsel med ham. Efter endt barsel var jeg klar på at blive lidt klogere på alle de processer og strategier, der lå bag de aktiviteter vi havde foretaget os i butikken. Derfor søgte jeg ind på Markedsføringsøkonomen på IBA i Kolding.
Min tid på IBA
Jeg kunne forstå, at Markedsføringsøkonom var en både meget bred og praktisk uddannelse, der samtidig også havde en overskuelig varighed.
Særligt et semester med praktik og hovedopgave motiverede mig, da det ville give mig nogle virkelighedsnære erfaringer inden endt uddannelse.
Ydermere kunne jeg læse, at der var plads til en ambitiøs tankegang via både forskningsprogrammer og talenthold.
Dét jeg bedst husker fra min studietid
Først og fremmest husker jeg min tid på IBA som værende sjov. Dynamikken i klassen var rigtig god, og vi havde nogle dygtige undervisere, der også forstod at understøtte en ”lyst til mere”.
Jeg kom i en helt fantastisk studiegruppe, hvor vi – udover at skabe nogle gode resultater – også havde nogle rigtig hyggelige stunder sammen.
Dog er der ingen tvivl om, at de stærkeste minder fra IBA blev skabt som en del af det engelsktalende talenthold, NIBS. Jeg søgte tidligt på uddannelsen om en plads på holdet, som jeg oven i købet var så heldig få, og jeg kom på et hold med 3 andre meget dygtige studerende. Vi blev på kort tid rigtig tætte, og ordet ”teamwork” fik pludselig en helt anden betydning.
Efter mange (sene) aftener med præsentationstræning af yderst kompetente coaches, kvalificerede vi os til en plads i den internationale case competition, NIBS, i Canada. Det er en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden, og som helt bestemt har ændret både attitude og tilgang til min karriere.
Min karrierevej
En del af uddannelsen er – som tidligere nævnt – et praktikforløb, hvilket i mit tilfælde blev hos Y-design, som er en mindre, lokal firmajulegaveleverandør i Kolding.
Jeg faldt hurtigt til i virksomheden og mine arbejdsopgaver, så jeg tog glædeligt imod et tilbud om fast stilling som marketingkoordinator efter dimissionen. Jeg blev i øvrigt også ansvarlig for de efterfølgende praktikophold, og jeg var meget beæret over at få lov til at stå på sidelinjen og understøtte praktikanternes udvikling.
I starten af 2022 søgte jeg en stilling som Sales Coordinator hos FedEx Express. Efter et par samtaler fik jeg stillingen, hvor jeg sidder i dag og ydmygt suger til mig af al den viden og information, jeg overhovedet kan.
Det er et kæmpe kulturchok at gå fra at have 5 kollegaer til nu at have ca. 600.000 (!) i alt på verdensplan. Men jeg har absolut fundet min rette hylde, og jeg værdsætter min nuværende karriere meget højt.
En typisk arbejdsdag for mig
En typisk arbejdsdag for mig består primært i at håndtere diverse cases fra salgsrepresentanter i mit team. Disse tillader mig både at være kommunikativ og række ud til det enorme netværk ,og den vidensbank jeg har i mine kollegaer overalt i Europa, men også at fordybe mig i analytiske opgaver og rapportering.
Jeg stornyder variationen blandt arbejdsopgaverne og er meget stolt af at være en del af det store logistiske puslespil, der i sidste ende gavner alle vores kunder rundt omkring i verden. Mine daglige arbejdsopgaver formår at sætte mine forskellige kompetencer i spil.
Sådan har min uddannelse fra IBA bidraget til min succes
Jeg har en fornemmelse af, at arbejdsgivere er meget interesserede i markedsføringsøkonomer, eftersom vi under uddannelse har haft hånd i hanke med erhvervslivet gennem cases og praktikforløb.
Derudover skaber praktikperioden også et netværk, der i flere tilfælde resulterer i faste stillinger og dermed også mulighed for at få erhvervserfaring med det samme. Om ikke andet vil jeg mene, at det altid er gunstigt at skabe sig professionelle relationer.
Det har helt sikkert også skilt sig ud på mit cv at have deltaget i talentholdet og forskingsprojekter, og jeg er meget taknemmelig for de muligheder, IBA skabte for mig i den forbindelse.
Sådan har jeg gjort brug af min uddannelse og kompetencer fra IBA
Uddannelsen Markedsføringsøkonom har givet mig en unik forståelse for forretningsgange og -strategier, hvilket jeg er overbevist om, gør mig til en bedre medarbejder og kollega.
Jeg sidder ikke længere med markedsføring specifikt, men man lærer på uddannelsen, at marketing ikke ”blot” er reklamer og sociale medier, men ligesåvel alle de processer en virksomhed har og udvikler på.
Mine organisatorisk nærmeste kollegaer er ikke lokaliseret i Danmark, men i hele Norden, hvorfor jeg har særlig stor gavn af IBA’s undervisning i kommunikation og kultur. Den yderligere meget corporate case training på engelsk bruger jeg dagligt.
Alumni visdom
Et råd jeg gerne selv ville have haft
Husk at du er under uddannelse, og det er OK ikke at vide det hele.
De løbende virkelighedsnære cases og praktikforløb kan godt øge ens egen forventning til sin kunnen, men det er en del af læringsforløbet og ikke forventeligt at kunne på forhånd.
Et råd jeg gerne vil give videre
Hvis du har lyst, så gør hvad du kan for efterfølgende at skille dig ud på cv’et. IBA har mange muligheder for ”at gøre noget ekstra” eller kunne tilføje frivilligt arbejde.
Så har man overskuddet under studiet til eksempelvis forskingsprojekter, studieråd eller talenthold, er der rig mulighed for at gribe chancen.