Peter Svane Bertelsen
Nationalitet: Dansk
Uddannelse: Multimedie Design (afsluttet i 2017) og Webudvikling – UX / Projekt ledelse
Dimitterede: Januar 2019
Nuværende job: Netsuite Konsulent hos Retio
Tidligere job: Netsuite Udvikler og Administrator hos Oestergaard A/S
Født: 1990

Fem ord der beskriver IBA
- Passioneret
- Engageret
- Aktuel
- Professionel
- Målbevist
Hvem er jeg
Jeg er født og opvokset i Fredericia og har som ung altid troet, jeg skulle have en håndværksmæssig uddannelse, men jeg fandt ikke noget, der rigtig passede. I 2009 blev jeg uddannet brandmand, men jeg fandt hurtigt ud af, at fuldtidsstillingerne ikke hang på træerne, og jeg måtte derfor alligevel finde et andet bierhverv.
Jeg fik arbejde på et lager, hvor jeg løbende fik ad hoc IT-opgaver og derigennem fandt frem til, at jeg ville arbejde med hjemmesideudvikling.
Min tid på IBA
Da jeg skulle vælge studie, stod valget stod imellem Multimediedesign i Kolding og Datamatiker i Odense. Jeg valgte IBA, da det virkede til, at uddannelsen tilbød en bredere vifte af muligheder, og da jeg ikke var 100% sikker på, hvilken del af webudvikling jeg ville arbejde med, virkede det som det rigtige sted at finde ud af det.
Dét jeg bedst husker fra min studietid
Noget af det, der står mig klarest, når jeg tænker tilbage på IBA, er passionen. Uanset om der er tale om en underviser, vejleder eller administrationen, så er det mennesker med passion for, hvad de laver. De er virkelig engageret og positive i deres tilgang til tingene.
Det har gjort stort indtryk på mig og har nok også været med til at præge min tilgang til arbejdslivet.
Min karrierevej
Efter uddannelsen fik jeg arbejde som udvikler hos Oestergaard A/S, hvor jeg arbejdede i ERP-systemet Netsuite. Jeg kendte ikke systemet på forhånd, men udviklingsplatformen er baseret på JavaScript, som jeg havde arbejdet en del med under uddannelsen.
Jeg var hos Oestergaard A/S i 2,5 år, hvorefter jeg blev tilbudt arbejde som Netsuite Konsulent hos Retio i Vejle. Jeg er derfor med til at starte en ny afdeling op hos Danmarks første Netsuite Partner.
En typisk arbejdsdag for mig
Arbejdsopgaverne er mangfoldige. Vi er tre medarbejdere i Netsuite-afdelingen hvor vi samarbejder om at få det danske Netsuite marked godt i gang og hjælpe vores kunder til at få en god start og oplevelse med implementering af deres nye ERP-system.
Mine opgaver ligger primært i nye implementeringer af ERP-systemet, og projekterne er alt lige fra små tilpasninger til større implementeringer af 3. parts programmer.
Sådan har min uddannelse fra IBA bidraget til min succes
Jeg vil påstå, at jeg nok har brugt 95% af de ting, jeg har lært i min tid på IBA på den ene eller den anden måde. Mange af fagene og de færdigheder, de har givet, overlapper hinanden og giver et helhedsbillede og en forståelse af processer og virksomheder generelt.
Dette gør, at selv om jeg sidder i en dagligdag et godt stykke fra lagermedarbejderen eller planlæggeren, så kan jeg assistere og afhjælpe med problematikker som teknisk set ligger i et andet fagområde, men som har rødder i de processer, jeg arbejder med igennem udvikling og projektledelse.
Alumni visdom
Et råd jeg gerne vil give videre
Gå i gang med et projekt med noget, du interesserer dig for. Videreudvikl på det løbende, research af mulige løsninger giver mere viden end resultatet.