Sophia Aldridge Kalb Møller
Nationalitet: Halv dansk/halv englænder
Uddannelse: Entreprenørskab og design
Dimitterede: 2019
Nuværende job: Creative Project Manager hos About Vintage
Tidligere job: Projekt- og kommunikationskonsulent, Head of SoMe & Events, Event Coordinator, freelance mm.
Født: 1994
Fødeby: Vejle.

Fem ord der beskriver IBA
- Imødekommende
- Rumligt
- Dannende
- Ansvar for egen læring
- Kreativt.
Hvem er jeg
For lige at gå hurtigt igennem the basics: Halvenglænder, født i Vejle, opvokset i Løgumkloster, har boet i Sønderjylland det meste af mit liv, flyttede til London i 2019 i forbindelse med min praktik under uddannelsen Entreprenørskab og design – og herefter flyttede jeg til København, hvor jeg bor i dag.
Jeg får at vide, at jeg er typen, der har gang i 10.000 projekter på én gang. Det tog virkelig fart i 2014, da jeg netop havde færdiggjort min STX. Verden stod for døren, og min plan var at tage til Afrika for at undervise børn i engelsk. Men det var også året, hvor flygtningekrisen virkelig kunne mærkes i Danmark. Og da der blev oprettet et akut asylcenter i lillebitte Løgumkloster, valgte jeg at droppe alle mine sabbatårsplaner for at blive og hjælpe til lige dér foran mig. Her var jeg frivillig i et år, imens jeg tjente mine penge som deltidsmedarbejder i en butik.
Efter mit sabbatår startede jeg på VIA Design i Herning, fordi jeg troede, jeg skulle være indretningsdesigner. Uddannelsesloftet fik mig til at reflektere lidt mere over dén drøm. Derfor tog jeg orlov i et år, hvor jeg først arbejdede fuldtid som projekt- og kommunikationskonsulent. Herefter var jeg med til at starte Designhøjskolen Højer; ét af mine absolut favoritprojekter til dato! Samtidig startede jeg på Entreprenørskab & design på IBA i Kolding og pendlede dagligt mellem Tønder og Kolding. De to timer i bilen blev mit lille meditationsrum, hvor jeg fik reflekteret over dagen og fik styr på de mange bolde i luften. To år, en smuttur til London og et år som jobsøgende i København senere, står jeg her. Som Creative Project Manager for et dansk urbrand, hvor der er mindst lige så meget fart på, som jeg selv plejer at have.
Min tid på IBA
På mit studie i Herning fandt jeg ud af, at jeg var langt mere optaget af den brede faglighed frem for at specialisere mig inden for ét felt. Jeg elsker idégenerering, konceptudvikling og projektledelse. Og da jeg faldt over Entreprenørskab og design, var jeg slet ikke i tvivl om, at det var det rigtige for mig. Det var en stor motivation for mig, at jeg på denne uddannelse kunne arbejde fokuseret med konceptudvikling og projektledelse – samtidig med at det gav mening at kombinere det med alle de andre projekter, som jeg havde gang i sideløbende med studiet.
Dét jeg bedst husker fra min studietid
Jeg nød portfolio-faget, da det var et projekt fyldt med selvudvikling og fokus på fremtid. Derudover holdt jeg meget af valgfaget projektledelse. Begge fag er valgfag, men det siger nok meget om mig og min tid på uddannelsen, hvor jeg fokuserede på de ting, jeg brænder allermest for. Og ja, så kan det godt være, at jeg ikke blev så skarp i erhvervsøkonomi, men det gik jo nok alt sammen alligevel.
Under min tid på IBA blev jeg meget mere opmærksom på min rolle under gruppearbejde – og ikke mindst min tilgang. I min optik lærer vi allermest af de fejl, vi begår. Jeg har lært at blive opmærksom på, hvordan man skaber en bedre gruppedynamik, hvor man tager højde for hinandens passioner, ambitioner og kvaliteter – for vi kan ikke forvente, at vi alle sammen er ens.
Min karrierevej
I året efter min dimission søgte jeg arbejde i København. Det var ikke helt så nemt, som jeg havde forventet. Jeg havde forventet, at mine mange års erfaring ville gøre det nemmere for mig at lande et job, men desværre var det ikke dét, jeg oplevede. Så jeg valgte derfor at bruge tiden på at være strategisk omkring min jobsøgning. Jeg sørgede for, at jeg hele tiden udviklede mig undervejs, og jeg byggede på med kurser, praktikforløb og selvdrevne projekter. Den viden, jeg har fået på IBA, særligt i forretningsudvikling- og opbygning, gjorde det muligt for mig at opstarte og drive egne projekter i løbet af mit år som ledig; projekter, der alle var med til at udvikle mine kompetencer.
Efter et halvt år som jobsøgende fik jeg en mulighed for at komme tilbage til KALB på deltid. Den mulighed gjorde, at jeg kunne droppe dagpengene og begynde at arbejde på et lille projekt ved siden af mit nyerhvervede deltidsjob. Efter halvanden måned hos KALB fik jeg pludseligt tilbud et job i København. Et par dage inden første arbejdsdag, blev Danmark lukket ned, og min stilling blev nedlagt. Efter et par måneder som ledig igen, tog det fart og pludselig stod jeg med tre jobtilbud på hånden. Det blev til den stilling, som jeg er i i dag og har været i, i godt 8 måneder nu.
En typisk arbejdsdag for mig
Alle dage er forskellige! Som kreativ projektleder sidder jeg egentlig som ansvarlig for den kreative del af al vores marketing på tværs af alle vores markeder med undtagelse af Asien. Jeg laver nyhedsbreve, administrerer vores sociale medier, nurser om vores influencers, forbereder lanceringer, udvikler kampagner og koordinerer mellem vores forskellige ”afdelinger” / kollegaer.
Sådan har jeg gjort brug af min uddannelse og kompetencer fra IBA
Jeg er projektleder og bruger hver evig eneste dag mine færdigheder fra studiet. Under min uddannelse tog jeg projektledelse som valgfag, og det har særligt vist sig værdifuldt! Derudover bruger jeg naturligvis dagligt mine færdigheder inden for marketing og konceptudvikling. Havde det ikke været for Marie-Louise og design-faget, havde jeg heller ikke siddet i den stilling, jeg gør i dag, hvor grafisk design spiller en rigtig stor rolle.
Jeg er ikke særligt teoretisk anlagt, men helt konkret har jeg brugt den teori og viden, som jeg har fået særligt inden for facilitering og brainstorming. Jeg har efter endt uddannelse afholdt en række brainstorming-workshops i forbindelse med udvikling af koncepter. Det har været et overraskende element, som jeg ikke havde forventet at få på IBA – og som jeg sidenhen har brugt rigtig meget.
Sådan har min uddannelse fra IBA bidraget til min succes
Jeg er sådan én, der tror på, at alting sker, fordi det skal. Og at jeg er lige præcis dér, hvor jeg skal være lige nu. Så ja – IBA har helt sikkert bidraget til min succes. Den største succes har været, at jeg har kunne tage en uddannelse, mens jeg udlevede mine drømme med både designhøjskolen og mit eventyr i London.
Alumni-visdom
Et råd jeg gerne selv ville have haft
Jeg kan ikke tale for de andre uddannelser, men særligt på Entreprenørskab og design, hvor fagligheden er så bred, er det vigtigt at arbejde målrettet med, hvad du gerne vil have ud af uddannelsen. Du behøver ikke vide, hvad du vil bruge uddannelsen til, men du er nødt til at vide, hvorfor du tager den. Fokusér på de fag, du brænder for. Form din profil. Og få alt det ud af uddannelsen, som du kan.
Et råd jeg gerne vil give videre
Din uddannelse er ikke en, du får. Det er en, du tager.