Hvornår har du sidst spillet Afrikas Stjerne, Ludo eller Matador som en del af undervisningen? Nej vel, det sker ikke så tit.

Men på IBA er de kendte brætspil faktisk helt centrale, når tre studieretninger går sammen om at løse et fælles projekt. Her mødes de i grupper for at spille og analysere en stribe bræt- og kortspil. Er reglerne enkle? Giver spillet mening undervejs? Har det et indbydende design?

Og så bruger de studerende ellers hver sin faglige viden til at udvikle og designe helt nye spil, som både kan være fysiske eller digitale.

– Det er spændende at koble flere studieretninger sammen i ét projekt. For vi arbejder ikke ens og kan bidrage meget forskelligt til at klare opgaven, siger Nicolai Abildgaard Christensen.

Han læser på studieretningen Produktionsteknolog. De andre studerende læser enten til multimediedesignere eller IT-arkitekt.

 

Studerende bruger brætspil i undervisningen.
Nicolai Abildgaard Christensen læser Produktionsteknolog, og han kan sagtens bruge sin faglighed til at skabe et nyt spille sammen med studerende fra andre studieretninger.

 

Som Produktionsteknolog er Nicolai vant til at tænke i hele proceslinjer, så derfor vil han gerne hjælpe sin gruppe med planlægningen, så gruppen kommer sikkert fra A til B.

– Der er helt sikkert områder, hvor nogle af de andre står stærkere. For eksempel kan det være, at vi har brug for at designe brikker til vores nye spil, og dem kan en kreativ multimediedesigner helt sikkert tegne. Så kan jeg til gengæld hjælpe med at fremstille brikkerne fysisk på en 3D-printer, fortæller produktionsteknologen.

 

Studerende skal skabe et nyt spil på tværs af studieretninger.
De studerende arbejder i grupper og skal afprøve og analysere flere forskellige spil, før de skaber deres helt eget på tværs af deres studieretninger.

 

Og det er netop sådan, de studerende løser den fælles opgave. De skal sætte deres forskellige fagligheder i spil, forklarer Luise Lind Steenholdt, der underviser på multimediedesigner-uddannelsen:

– For det er præcis sådan, de kommer til at arbejde, når de er færdige på IBA og skal ud i en virksomhed. Her sidder de sammen med folk fra forskellige afdelinger og skal udvikle en proces eller et produkt i fællesskab.

Kammeratskaber på tværs

Derfor afsætter IBA også tre uger til det fælles projekt for produktionsteknologer, multimediedesignere og it-arkitekter. De bruger blandt andet anerkendte metoder bag Google Designsprint, hvor de studerende på kort tid går fra en ganske åben problemstilling til en færdig prototype, som bliver testet med hjælp fra nye IBA-studerende. Det er et krav til de nye spil, at de formidler viden om innovation.

Og erfaringerne med det fælles forløb er rigtig gode, fortæller Luise:

– De studerende lærer selvfølgelig en masse om at samarbejde på tværs af deres forskellige fagligheder. Og så ved vi af erfaring, at mange også får nye kammerater på de andre studieretninger. Det har de glæde af resten af deres studietid både socialt og fagligt.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist