

Hvis du elsker nougat fremstillet af honning og mandler, så er spanske Alicante det helt rette sted at tage hen.
Men det er nu ikke den lokale specialitet, turrón, der har lokket 25-årige Cecilie Nordahl til byen ved Middelhavet. Her bor hun i øjeblikket for at tage sin praktik. Før da læste hun et semester i Genève. Begge dele har gjort det muligt at kombinere hendes rejseglæde med lysten til at lære nyt.
Under sin praktik i Alicante arbejder hun med blandt andet sociale medier, hjemmeside og salgsmateriale for det skandinaviske energifirma Vencosan Green Energy Partners. Ud over oplevelserne, der følger med, bliver der også sat et ekstra plus på CV’et, mener Cecilie:
– Når du har været i udlandet som en del af dit studie, så har du bevist, at du er klar til at tage sådan en udfordring op. Og at du er en person, som er parat til at yde noget ekstra.
Hun læser Marketing Manager – på engelsk – på IBA Erhvervsakademi Kolding. Men selv om den unge, nordsjællandske kvinde var glad for at bo i Kolding, så har hun hele tiden haft lyst til at give sin uddannelse et internationalt pift.
Det fik hende i først omgang til at søge om et studieophold i Genève, da hun nåede til 3. semester. Ganske vist er Schweiz et dyrt land at bo i som studerende, men omvendt så lokkede det, at Genève er hjemby for Verdensbanken, FN, WHO og andre af de største organisationer i verden.
– Jeg ville rigtig gerne have det internationale ind over min uddannelse. Og Genève er jo et epicenter for alle mulige former for internationalt samarbejde, så derfor valgte jeg præcis den by, selv om den er Europas dyreste at bo i, fortæller Cecilie.
Med sig havde hun både dansk SU og støtte fra Erasmus-programmet. Det hjalp gevaldigt på økonomien. Og da hun i forvejen studerede på engelsk hjemme i Kolding, føltes springet heller ikke så stort i selve undervisningen. Alt det praktiske fik hun god hjælp til på studiekontoret hos IBA.
På universitetet, Haute Ecole De Gestion Genève, fik hun hurtigt mange venner fra flere lande, og hun blev straks meget begejstret for sine schweiziske undervisere.
– De var super-passionerede på vores vegne. Det smittede helt vildt, siger hun.
Cecilie befandt sig som en fisk i vandet i den multikulturelle by. Selvfølgelig var der udfordringer undervejs, som skulle tackles. Dem valgte hun at tage med som en del af oplevelsen.
– Mange ting bliver gjort anderledes end hjemme i Danmark, og det må man jo prøve at finde ud af. Men man vokser bare helt vildt, når man løser de udfordringer, man støder på, siger hun.
Da opholdet var slut, og kufferten var pakket, skulle hun sige farvel til alle sine nye venner. Det endte med, at hun i stedet ringede til flyselskabet i sidste øjeblik og aflyste sin billet hjem.
– Jeg valgte at blive og holde en måneds ferie med alle de venner, jeg havde fået i Genève, siger Cecilie, der beskriver ferieturen rundt i den schweiziske natur som en af de smukkeste oplevelser, hun har haft.
Efter studieopholdet i Genève besluttede hun sig for også at lægge sin studiepraktik i udlandet. Hun havde selv fundet en praktikplads i Spanien gennem en bekendt, men derudover var der igen rigtig god hjælp at hente på IBA til alt det formelle, fortæller Cecilie:
– Jeg tror, det blot tog os en time at få udfyldt alle de dokumenter, der var brug for. Og hjemme på IBA har de hele tiden sagt, at jeg altid kan ringe og få hjælp, mens jeg er i udlandet.
Hun satte kursen mod Spanien, hvor firmaet Vencosan Green Energy Partners holder til. Ud over mentaliteten i de to lande er der også en anden stor forskel på studieophold og praktik, mener Cecilie:
– Begge dele er meget anderledes end at være af sted som turist. Når man studerer, har man kun ansvar for sig selv. Men når man arbejder, har man også ansvaret for andre.
Før hun besluttede sig for studieophold og praktik i udlandet, satte hun sig grundigt ind i regler og muligheder. Og hun læste flere beskrivelser fra andre studerende, der har været afsted før hende. Hun bemærkede én ting, der gik igen i alle beskrivelserne:
– Der var ikke én eneste af dem, der havde fortrudt deres valg. De skrev alle sammen om ophold, der har været helt fantastiske. Derfor er mit råd også ret enkelt: Har du lyst, så er det bare om at gøre det!
Som fuldtidsstuderende på IBA Erhvervsakademi Kolding har du mulighed for at tage et semester i udlandet. Vi har en lang række samarbejdsskoler både i og uden for Europa, som du kan vælge imellem.
Derudover har du mange andre muligheder for at få internationale erfaringer og oplevelser. Det gælder eksempelvis korte studieophold, sommerskoler i udlandet og praktik i udlandet.
Vil du hellere bo i Danmark under dine studier, kan du også få internationale relationer her – blandt andet i løbet af International Week eller som medlem af IBA’s Case Team, der rejser rundt og deltager i konkurrerer med udenlandske studerende om at løse faglige udfordringer.