Mona Sørensens karrierevej lyder måske snoet, når man anskuer den udefra. Men når hun fortæller om sin vej til at blive uddannet ejendomsmægler, kan man høre i hendes stemme, at målet giver mening.

I dag er hun medindehaver af Danbolig Vejle, hvor hun primært arbejder med køberrådgivning. Det vil sige, at hun rådgiver køberne af et hus, og altså ikke sælgerne, som ellers nok er det, de fleste tænker først, når de hører ordet ”ejendomsmægler”. I de senere år er der imidlertid flere og flere ejendomsmæglere, der tilbyder køberrådgivning, fordi de som mæglere er eksperter i hushandel.

Mona Chanie Sørensen hos Danbolig Vejle
Mona Chanie Sørensen fra Danbolig Vejle har specialiseret sig i køberrådgivning, som er en forholdsvis ny disciplin inden for ejendomsmæglerfaget.

Har speciale i rådgivning af købere

– Man får en juridisk gennemgang af sin handel, forklarer Mona.

– Men derudover kender jeg som ejendomsmægler også til de andre aspekter af en ejendomshandel fra viden om priserne i markedet til forhandling af købssummen.

Tidligere var det kun advokater, der tilbød den juridiske gennemgang. Men en ændring i mæglernes forsikringsordninger betyder, at de nu også kan tilbyde det.

– Som ejendomsmæglere ved vi præcist, hvad vi skal kigge efter i en handel, for vi har stor erfaring med lige netop det. Det er en fordel for kunderne. Vi sidder i en butik, hvor alt handler om boliger og ejendomshandler. Vi ved, hvordan markedet ser ud, og vi ved, hvor der er en ny tilkørselsvej eller vindmøllepark på vej.

Mona Chanie Sørensen foran Danbolig i Vejle

Er oprindeligt uddannet frisør

– Jeg er faktisk oprindeligt uddannet frisør, men det var nok mest en vej, jeg tog, fordi det føltes nemt, selvom jeg er meget mere bogligt end kreativt orienteret. Derfor tog jeg nogle fag, fordi jeg overvejede at blive advokatsekretær eller lægesekretær.

– Men min underbo arbejdede i en ejendomsmæglerbutik, og så fik jeg en stilling ad den vej.

Før Mona kom til Danbolig Vejle, arbejdede hun 4,5 år hos en anden ejendomsmægler med eftersalg. Det er alt det, der sker, efter en handel er gennemført. Det kan være alt fra opfølgning på købsaftalen, skøde og refusionsopgørelse til frigivelse af købesummen.

– Det var learning by doing kombineret med relevante kurser, fortæller Mona.

Mona fra Danbolig i Vejle taler i telefon

Ville have papir på sin viden

– Da jeg begyndte her hos Danbolig Vejle, syntes Gert Stokkendal og jeg, at det gav mening at tage uddannelsen til ejendomsmægler og få papir på det, jeg kan, og i dag er jeg medejer af butikken.

Mona gennemførte ejendomsmægleruddannelsen hurtigt:

– Jeg skulle have alle seks fag, og på to af semestrene tog jeg to fag ad gangen, for jeg ville bare være færdig.

Det var lidt et tilfælde, at hun endte med at læse på IBA Erhvervsakademi Kolding:

– Men det er jeg glad for, at jeg gjorde, for IBA er et godt sted med dygtige lærere. Jeg kan godt lide, at man bruger branchefolk, der ved, hvad det handler om, som undervisere. Vi havde blandt andet en garvet advokat, som var megagod, og nogle der stadig arbejder som ejendomsmæglere – det giver noget andet, end hvis det er én, der stoppede for ti år siden.

Mona siger, at det især betyder noget, fordi ejendomsmæglerfaget er en branche, der er meget løsningsorienteret.

Mona Chanie Sørensen arbejder ved PC Danbolig Vejle
– IBA er et godt sted med dygtige lærere. Jeg kan godt lide, at man bruger branchefolk, der ved, hvad det handler om, som undervisere.

 

Sender studerende til IBA

I Danbolig Vejle er der i dag tre partnere; Gert Stokkendal, indehaver af Danbolig Vejle i 28 år, Jakob Køhler og Mona Sørensen, som har købt sig ind. Der er i alt tolv medarbejdere.

– Når vi tager nye medarbejdere ind og især trainees, er det med krav om, at de tager uddannelsen. For os giver det bedst mening, at de tager den på IBA, for det er den, der ligger tættest på, så vi sender også en del studerende den vej, ligesom vi får nogle derfra. På den måde er ringen sluttet, siger Mona.

Hun selv tænker da heller ikke, at hun er færdig med at uddanne sig:

– Lige nu handler det meget om, at vi skal have forretningen bygget endnu mere op – vi skal helst ikke hvile på laurbærrene. Men for mig personligt kunne de næste fag blive noget inden for ledelse.

Mona Chanie Sørensen sammen med kollegaer fra Danbolig Vejle
– Da jeg begyndte her hos Danbolig Vejle, syntes Gert og jeg, at det gav mening at tage uddannelsen til ejendomsmægler og få papir på det, jeg kan, og i dag er jeg medejer af butikken, fortæller Mona Chanie Sørensen.
HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


Britt Johnsen
Britt Johnsen
bhjo@iba.dk
+45 41 39 37 43
Kommunikationschef