

Dette er en ældre artikel. Personer, der er skrevet om, er nu kun nævnt med deres fornavne. Du kan derfor heller ikke længere se billederne, der indgik i artiklen.
I de tidligere Volkerts fabrikker i Kolding sidder praktikant Katrine og udvikler blandt andet logoer. Hun er som multimediedesigner på IBA Erhvervsakademi Kolding i 3-måneders praktik hos Y-design.
Firmagave-virksomheden har indrettet sig på hyggeligste vis i de charmerende og rå lokaler tilbage fra uldspinderiets tid.
Tændte stearinlys skinner på de kendte designgaver, som er placeret i forskellige ”øer”. Lige fra aberne fra Kay Boyesen til fristende chokolader fra Summerbird.
80 procent af virksomhedens omsætning ligger i julemåneden, hvor kunderne køber gaver til deres medarbejdere. Men Y-design har også et stort udvalg af det såkaldte profiltøj i høj kvalitet. Her får kunderne deres logo broderet eller trykt på bluser, jakker og bukser.
Og netop i forbindelse med logoerne kommer det kreative energibundt Katrine til sin ret. For den tidligere restaurantchef på Bones i blandt andet Vejle, kan det med at udvikle logoer.
– Jeg har gjort en forskel som praktikant i forhold til opgaver med logoer og tryk. For flere af de virksomheder, som henvender sig til os har ikke i forvejen et logo, som egner sig til at blive trykt eller broderet på firmatøj. Her har jeg kunne udvikle og nytænke deres logoer.
Katrines færdigheder har henrykt det travle firma, som består af ejerparret Bettina og Leif samt sælgeren Mikkel . Hvis ikke Katrine havde kunnet udvikle kundernes logoer, så havde Y-design skulle ud i byen og købe sig til den ekspertise. Og det ville blive både dyrt og tidskrævende for deres kunder.
– Katrine har hjulpet os med flere grafiske opgaver, som har gavnet vores kunder. Ikke mindst når vi har skullet vise kunden, hvordan tøjet kunne komme til at se ud med deres logo broderet på, siger Leif , som sammen med sin livsledsagerske, Bettina, dannede Y-design for tre år siden.
Og successen var til at tage at føle på, for i november og december 2017 havde holdet så travlt, at de pakkede julegaver ind i døgndrift syv dage om ugen.
Til trods for det høje tempo har Y-design haft praktikanter fra IBA flere gange. Og det er de så gode til, at de burde vinde Årets IBA Praktik, lyder det fra deres nuværende praktikant, studerende Katrine:
– Her er høj standard for det gode humør. Den gode atmosfære har sammen med den store frihed under ansvar fået mig til at vokse. Det er super motiverende, at de tror på mig. Det har gjort, at jeg har udviklet mig meget i min praktik.
Leif roser ligeledes Katrine for at være serviceminded til fingerspidserne og bidrage med det grafiske, som firmaet netop manglede.
– Katrine er meget selvstændig. Det er tydeligt at mærke, at hun er et andet sted i livet end andre på samme alder. Hun griber boldene og finder selv på at skrive opslag på de sociale medier. Det gør, at vi er blevet langt mere synlige, end vi hidtil har været, siger iværksætter Leif .
Begejstringen er gengældt, for spørger man Katrine, hvad hun drømmer om, så er svaret:
– Det vil være en drøm, hvis jeg kunne få lov at arbejde her. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg kan vokse meget mere med opgaverne.
Og måske er der håb, for Leif og Bettina mener også, at Katrine foruden evnerne har den glæde og udstråling, der skal til. Så de vil helst holde fast i hende i en eller anden form, når hun er færdiguddannet.
I april 2018 skulle Katrine for alvor vise sit værd, for her skulle hun foran en dommerjury præsentere sit ophold og overbevise dem om, at netop hendes praktikophold skulle vinde prisen som årets allerbedste.